AARHUS MASKINMESTERSKOLE BLEV MALET GRØN: ”Teknik er for alle – trods alder og køn”
Aarhus Maskinmesterskole åbnede i foråret dørene op for leg, latter og nytænkning, da der blev budt 37 nysgerrige pigespejdere indenfor. De grønne uniformer mødte nysgerrigt op til en dag fyldt med læring forklædt som leg.

De 10-15-årige piger kom fra De grønne pigespejdere i Midtjylland, som det sidste stykke tid netop har haft øget fokus på teknik, hvor de blandt andet har arbejdet med mini-robotter.
Heraf fik lektor på maskinmesterskolen Jan de Vos en idé, og inviterede spejdergrupperne til en dag på Maskinmesterskolen, hvor de kunne prøve kræfter med robotter i fuld størrelse og meget andet. På Aarhus Maskinmesterskole ønsker man nemlig, at flere unge mennesker – særligt unge kvinder – bliver interesserede i de tekniske og naturvidenskabelige fag. Og hertil vil vi gerne spille en aktiv rolle. Også når det kommer til at nedbryde nogle af de fordomme, der kan være om maskinmesteruddannelsen og de tekniske uddannelser generelt.
Bygget af de samme grundsten
Du unge piger ankom ved ni tiden og dannede som det første en rundkreds. Regionsmedlem i De grønne pigespejdere, Hanna Sjørslev, indtog gulvet og fik sammen med Jan skudt dagen i gang.
”I dag skal I prøve en masse nye ting. Det kan godt være, at det ikke bliver helt rigtigt første gang, og det er helt okay. Nogle gange prøver man at gå én vej, for så at finde ud af, at det ikke var helt rigtigt – og så må man prøve at gå en anden vej,” fortalte hun spejderne.
Hun forklarede, hvordan det at fejle også er en del af læringen. Det handler om at lære igennem udvikling og samarbejde, og om ikke at give op. På maskinmester-uddannelsen brydes der ligeledes med den omtalte nulfejlskultur, og det er dén kultur, som spejdergruppen gerne vil væk fra. At være spejder handler om at udruste pigerne til livet, og de udfordringer, som de kan møde.
”Teknologien er også en del af livet, og derfor skal vi lære om den, og hvordan vi kan arbejde med den,” kunne Hanna Sjørslev fortælle.

Jan De Vos er selv forældreformand i sin lokale gruppe af De grønne pigespejdere på Nordfyn og var derfor det perfekte bindeled mellem de to verdener. Ideen med arrangementet var at vise, hvordan kreativitet, samarbejde, teknik og praksisnære erfaringer er en fast del af uddannelsen til maskinmester.
Ligeledes håber Jan De Vos, at arrangementet kunne hjælpe spejderne med at få øjnene op for, at mange af de færdigheder og kompetencer de får som spejdere, faktisk kan overføres direkte til en fremtid med teknik, samarbejde og spændende oplevelser.
Livet som spejder og livet som maskinmesterstuderende har altså mange ligheder, hvilket dagen på Navitas gjorde tydeligt opmærksom på. Her stod Jan De Vos, hans fire trofaste spejderledere og otte engagerede studieinstruktører klar med tekniske udfordringer, som de unge piger i samarbejde skulle løse.

Læring forklædt som leg
Pigerne skulle blandt andet programmere en robot, bygge et tårn af spaghetti og 3D-printe spejdermærker. Alle disciplinerne bygger på læring, som man får igennem maskinmesteruddannelsen, eksempelvis teamwork og at tænke i kreative problemløsninger. Dette afspejler uddannelsen som maskinmester, hvor en stor del af arbejdet netop foregår i grupper.
Da pigerne senere skulle kreere spejdermærker, indgik de i en kreativ proces, hvor de skulle føre en idé ud i livet. De skulle arbejde med materialer, lave tests og til sidst forbedre deres modeller, indtil de opnåede et tilfredsstillende resultat. Altså endnu en smagsprøve på nogle af maskinmesteruddannelsens grundelementer.

Hvem redder bamsen?
De tomme lokaler på Aarhus Maskinmesterskole fik helt nyt liv på en stille lørdag. Der blev savet, bundet og tænkt som aldrig før. Ud af genbrugsmaterialer skulle pigerne nu i hold dyste om at lave den bedste tømmerflåde til et tøjdyr. Humøret var højt og smilene store, da tøjdyrenes liv blev sat på spil i søen uden for Navitas.
”Det er fedt, at man viser pigerne, at det ikke bare er et mande-erhverv. Teknik er for alle – trods alder og køn. Og det kan være sjovt!” sagde spejderlederen Emilie fra gruppen i Søndersø, som assisterede arrangøren Jan på dagen. Hun overvejer selv at begynde en uddannelse til elektriker efter gymnasiet og er ikke afvisende overfor at bygge videre med en maskinmesteruddannelse bagefter.
Pigerne fik altså muligheden for at snuse til forskellige fag og teknikker – og få øjnene op for, at maskinmesteruddannelsen også kan være en spændende vej at gå.

Emilie går i dag på gymnasiet og har selv været pigespejder i syv år. Hun var meget begejstret for arrangementet:
”Det er et fedt arrangement. Jeg ville ønske, at jeg selv havde haft muligheden for at snuse til teknik på den måde! Det er jo i den her alder, at man er nysgerrig – så det er fedt, at de får det i hænderne allerede nu!”
Livet som spejder og livet som studerende på maskinmesteruddannelsen er slet ikke så langt fra hinanden. Spejderlivet fokuserer nemlig på færdigheder, der kan være til gavn igennem hele livet. Her fungerer maskinmesterens generalist-tilgang også som en slags værktøjskasse. Man får igennem uddannelsen en masse redskaber, som man skal lære at benytte sig af i forskellige situationer. Derfor skal man lære at vælge det rette værktøj på det rette sted, uanset om det er samarbejde, ledelse eller teknisk kunnen.
At være spejder handler også om at arbejde sammen. Om at løse problemer i fællesskab. Om at se hinanden, bruge hinandens styrker og tage hensyn til hinanden. Ligesom pigespejderne fokuserer vi på Aarhus Maskinmesterskole på at bruge hinandens styrker – og være kreative i vores tilgang til de udfordringer vi møder.
Det demonstrerede pigespejderne evnen til under konstrueringen af tømmerflåder. Og til trods for flere druknede tøjdyr, var humøret højt, da den hjemmelavede pokal blev overrakt.
Entusiasmen i top
Nysgerrige øjne og ivrige hænder kastede sig over de seks robotter, som spejderne nu skulle arbejde med.

Opgaven bød på programmering, forståelse for automatisering i industrien og ikke mindst logisk tænkning. Elementer der reflekterer sig i uddannelsen som maskinmester. Maja Brandstrup, trop-leder for spejderne 2. Randers, cirkulerede rundt blandt de engagerede pigespejdere, som alle var dybt fokuserede på at få robotten til at adlyde deres ordre.
”Det er bare et virkelig skønt initiativ. Det her er jo en måde, hvorpå man gør teknik til en leg,” fortalte hun.
Spejdertruppen har selv har haft øget fokus på teknik de sidste to år. Maja Brandstrup forklarede, hvordan man nogle gange er begrænset, når det kommer til muligheder, redskaber og ikke mindst kompetencer.
”Her kan de få nogle helt nye udfordringer og prøve ting, som de ikke har prøvet før. Pigerne har glædet sig rigtig meget,” fortsatte hun.

Trods stædige robotter kom pigerne i mål - med en kombination af gå-på-mod og lidt hjælp fra studieinstruktørerne. De otte studieinstruktører, der til dagligt går på 5.-8. semester, var mødt op for at udfordre og underholde spejderne. De skulle stå ved hver deres post – og hjælpe spejderne igennem opgaverne på bedste vis.
”Vi gjorde det!” blev der råbt fra en ad pigerne, imens hænderne mødtes i en glædelig high five.
En god afslutning på en god dag
Efter en hel dag med underholdende udfordringer, nye bekendtskaber og god stemning lakkede dagen mod enden. Og den skulle slutte på ægte spejdermanér. De ellers grå facader blev overskygget af de grønne uniformer, som samlede sig om hinanden.
Hånd i hånd dannede pigespejderne en cirkel, alt imens de brød ud i sang. Tonerne gav genlyd på i den store bygning, der til dagligt summer af studieliv.
”Fedt”, ”mega sejt” og ”skidesjovt” var nogle af de ord, som pigerne brugte til at beskrive dagen.

Nysgerrighed, problemløsning, en viden om verdenen og samarbejde. Det er nogle af de ting, der definerer en spejder. ”Spejder er ikke noget man går til, det er noget man er,” kunne spejderleder og regionsmedlem Hanna Sjørslev konkludere, og det samme er gældende for maskinmestre. Disse egenskaber er nemlig også byggestenene til at blive maskinmester.
Efter en lang dag med teknik og samarbejde, kunne de unge mennesker køre afsted imod deres lokale grupper igen. En ny generation af teknik-interesserede unge mennesker forlod lokalet. Og på Aarhus Maskinmesterskole glæder vi os til næste gang, vi får besøg af spejderne.