Inspiration og motivation i førersædet
De studerende på valgfaget om projektledelse fik sig en oplevelse ud over det sædvanlige, da de fik besøg af Emilie Rath, der kunne fortælle om teamledelse og motivation.
Emilie Rath, der er tidligere Formel 1-mekaniker og nu teamleder hos Wicotec Kirkebjerg, besøgte fredag den 12. maj Aarhus Maskinmesterskole. Her fortalte hun de maskinmesterstuderende, som går på management-faget på 6. semester, om teamledelse og motivation.

Et kendt ansigt
Emilie kender Aarhus Maskinmesterskole godt. Hun dimitterede fra Autoteknologuddannelsen i 2016, og siden dengang har karrieren har været styrende for hendes liv. Det har bragt hende til Storbritannien i en længere årrække, og til livet som Formel 1-mekaniker, hvor hun blandt andet har arbejdet for Manor Racing, Aston Martin og Mercedes Benz. Nu er hun imidlertid tilbage i Danmark og arbejder for Wicotec Kirkeberg – en landsdækkende teknikentreprenør og servicepartner. Her er lærlingeansvarlig for flere end hundrede lærlinge og udvikler bl.a. Wicotec Kirkebjergs lærlingeprogram. Emilie ved derfor en ting eller to om motivering og teamledelse af medarbejdere - noget som i den grad er interessant for de studerende, som dygtiggør sig indenfor management.
Det handler om ansvarsfølelse og trivsel
Præsentationen baserede sig på spørgsmål, som de studerende i fællesskab havde forberedt, og sendt til Emilie på forhånd. Derfor kom Emilie vidt omkring og fortalte både om sin rejse, om at være kvinde i en mandsdomineret branche, om god og dårlig projektledelse og masser af gode råd til de studerende. Emilie fortalte også om vigtigheden ved tidlig rekruttering af potentielle lærlinge blandt eleverne på landet tekniske skoler, og om motivationen for de ansatte i virksomheden – et emne som de studerende på management-faget havde arbejdet med få timer tidligere. Hvad er det der motiverer ansatte, som dem selv, til at vælge eller blive i en virksomhed? Der bliver nikket enigt, da Emilie præsenterer sit svar på det spørgsmål: Det handler om ansvarsfølelse og trivsel på arbejdspladsen.
Det var en stor fornøjelse at have besøg af en tidligere studerende, som kan dele ud af sin viden og erfaring til kommende dimittender fra Aarhus Maskinmesterskole, og vi vil gerne sige tak til Emilie for en lærerig formiddag, som efterlod en klar fornemmelse af en enorm drivkraft og arbejdsomhed. Emilie er et levende bevis for at motivation og hårdt arbejde betaler sig.