
“Klokken er klar og venter på jer, så jeres mester-titler kan få sin helt egen lyd”
Indvielsen af den nye skibsklokke på maskinmesteruddannelsen blev markeret med taler fra Kim Nøhr Skibsted, direktør for Poul Due Jensens fond, og Anna Bager-Elsborg, uddannelseschef på Aarhus Maskinmesterskole.
I 2025 bliver de første studerende færdige med maskinmesteruddannelsen i House of Industry i Viborg, og som de maritime uddannelser foreskiver, kan dimittenderne ringe med skibsklokken for at markere deres nyvundne titler når de har overstået deres bacheloreksamen.
Det er Poul Due Jensens Fond, der er stiftet af grundlæggeren af Grundfos, som har restaureret og doneret den flotte skibsklokke til maskinmesteruddannelsen i Viborg. Direktøren for Poul Due Jensens Fond, Kim Nøhr Skibsted, var også til stede til festlighederne i House of Industry, og han havde et klart budskab til de studerende der spændt spændt venter på muligheden for at ringe med klokken:
I er i høj kurs. I har en meget vigtig uddannelse, for vi har brug for folk der kan komme ud i den grønne omstilling, og som kan tage del i den højteknologiske udvikling i samfundet.
Om donationerne fra Poul Due Jensens Fond, kunne Kim Nøhr Skibsted fortælle:
Fokusområdet i vores donationer er den grønne omstilling, og at vi efterlader en planet der er bedre end da vi kom. At vi tænker på hvordan vi som samfund og som enkeltindivider forbruger naturens ressourcer, hvordan vi indretter vores energisystemer, og hvordan vi producerer på den mest ordentlige og samvittighedsfulde måde, sådan at vi ikke ødelægger naturen på vores vej derhen. Og her er I, maskinmestre, afgørende for den udvikling. Tillykke til jer med at I har valgt den rigtige uddannelse - der bliver rift om jer, og der er mange der vil prikke jer på skulderen.

Også Aarhus Maskinmesterskoles ledelse var til stede til festlighederne, og uddannelseschef Anna Bager-Elsborg kunne også markere den særlige lejlighed:
I januar 2025 dimitterer det første hold maskinmestre, der har gennemført deres uddannelse på Aarhus Maskinmesterskoles uddannelse i Viborg. Det bliver stort, og det glæder vi os meget til. Nu er klokken klar og venter på jer, så jeres mester-titler kan få sin helt egen lyd.

At ringe med skibsklokken er en stolt tradition på de maritime uddannelser, og når de første studerende dimitterer i 2025, er klokken klar til dem, så hele Viborg kan få at høre, at der nu er nye maskinmestre på vej ud i verden. Klokken markerer nemlig overgangen fra studerende til mester, og markerer at de stolte maskinmestre nu er klar til at tage del i arbejdslivet, med bæredygtig udvikling, teknisk ledelse og fremtidens teknologi i rygsækken.