Hop til indhold

Maskinmesteruddannelsen rummer et grønt hav af muligheder i erhvervslivet

22. apr. 2022

Aarhus Maskinmesterskole har et godt tag i den grønne omstilling, og det samme får fremtidens maskinmestre som Oliver Bloch, der bliver inspireret af lærernes aktuelle viden og skolens engagement i en bæredygtig fremtid.

af Maria Oien, maria@speakloud.dk

Oliver Bloch læser på 5. semester på Maskinmesterskolen i Aarhus. Han er godt i gang med at lære om miljøledelse og kraftvarmeværk. Oprindeligt læste han på maskinmesterskolen i Svendborg, men Aarhus trak i ham. Der er flere muligheder for fremtiden og fritiden.

- Alle de muligheder, der ligger i uddannelsen, gjorde forskellen. Da jeg startede, vidste jeg ikke, hvad jeg ville, når jeg er færdiguddannet. Der er et hav af muligheder inden for de ting, jeg interesserer mig for, fortæller Oliver Bloch.

- Jeg kommer til at være i erhvervslivet længere tid, end jeg har været i live, så det er vigtigt for mig at vide, at jeg har noget forskelligt at vælge imellem, også selvom mine interesser ændrer sig over tid, siger Oliver Bloch.

”Jeg kommer til at være i erhvervslivet længere tid, end jeg har været i live, så det er vigtigt for mig at vide, at jeg har noget forskelligt at vælge imellem, også selvom mine interesser ændrer sig over tid”


Aktuelt og opdateret fagmateriale

Både i og uden for undervisningen har Aarhus Maskinmesterskole gjort informationerne bedre og nemmere for de studerende, så de ser den mere grønne vej i deres fremtidsplaner.

Især har Oliver Bloch noteret sig, at underviserne altid læser op på den nyeste udvikling, så de studerendes viden ikke bliver forældet.

- For et par uger siden havde vi undervisning i jura inden for miljø og miljølovgivning. Vores underviser havde opdateret vores fagmateriale, aftenen inden vi startede på forløbet. I slutningen af forløbet kom der en besked om ændringer i denne her lovgivning, og det kunne hun så opdatere os på, fortæller Oliver Bloch.

Maskinmesteruddannelsen har alle dage arbejdet med at optimere og vedligeholde vores energisystemer, og fordi de er ved at omstille sig til det grønne, har Aarhus Maskinmesterskole også fokus på, at de studerende får den nyeste viden om den grønne omstilling.

- Det er inspirerende, at underviserne lægger så meget energi i det. Du bliver bekræftet i, at det ikke er ligegyldigt, hvad du arbejder med. Du ved, du kommer til at bruge det, og at det er aktuelt, siger studerende Oliver Bloch.

Blandt andet har skolen fået solceller på taget, som de studerende skal bruge i undervisningen, ligesom der er indgået et samarbejde med GreenLab i Skive, der giver de studerende mulighed for at få praktisk viden om den nyeste teknologi indenfor grøn omstilling.

Mange fremtidsmuligheder  
Oliver Bloch ved stadig ikke helt, hvor han ender. I første omgang tager han praktikken på 9. semester, som uddannelsen har, til søs for at se, hvad den karrierevej har at byde på.

 - Jeg kunne også godt tænke mig at arbejde som energikonsulent en gang. Jeg er blandt andet interesseret i kraft- og fusionsanlæg, som ligger meget uden for vores uddannelse. Men den viden og erfaring, vi får på uddannelsen, er meget bred. Så der er mulighed for at beskæftige sig med systemer, der ligger uden for undervisningen, siger Oliver Bloch.

For virksomhederne er maskinmestre som Oliver en nødvendighed, fordi han både kan lede de tekniske projekter og samtidig kommer med hands-on erfaring på grønne løsninger, som de alle er i gang med.