Hop til indhold

Mikkel vil starte i Viborg

af Kristoffer Mølstrøm, kmo@aams.dk

Maskinmesterstuderende Mikkel kigger i kameraet og smiler stort

At ville noget mere

Mikkel er udlært mekaniker og arbejder i dag som karosseritekniker ved et stort bilfirma.

Det er godt arbejde med en god løn til følge, hvis man skal tro Mikkels egne ord. Der er bare lige det aber dabei, at det ikke (længere) giver Mikkel de udfordringer, der gør det sjovt at stå op om morgenen og køre afsted til arbejde.

– Jeg har egentlig i noget tid kigget lidt på at læse videre, fordi jeg søger noget nyt og mere udfordrende at give mig til. Jeg vil gerne noget mere, fortæller Mikkel.

Men hvad er ”noget mere”?  

– Det er at bruge hovedet i samspil med hænderne, kunne mestre flere ting i et arbejdsliv og undgå at lave det samme dag ud og dag ind.

Maskinmesteruddannelsen lyder spændende, fordi maskinmestre arbejder som problemløsere og er en teknisk blæksprutte, der nærmest kan arbejde med alt inden for teknik.

Videoer på facebook pirrede nysgerrigheden

– Maskinmesteruddannelsen lyder spændende, fordi maskinmestre arbejder som problemløsere og er en teknisk blæksprutte, der nærmest kan arbejde med alt inden for teknik.

Mikkel faldt over en række videoer fra Aarhus Maskinmesterskole på facebook, som handlede om det at blive og være maskinmester, og det vækkede lysten til at gøre noget nyt.

I videoerne fortalte studerende og maskinmestre i job, at maskinmester-titlen i høj grad også handler om at være leder og tage et personligt ansvar på en arbejdsplads, og sikre at teamet eller personalet udfører opgaverne på bedste vis.


Bor i Viborg  
Beslutningen er næsten taget. Han vil gerne starte på maskinmesteruddannelsen. Og det har helt sikkert hjulpet på beslutningen, at uddannelsen nu kan tages i hans hjemby, Viborg. For pendlerturen til Aarhus trak beslutningen ud.

– Jeg bor i Viborg sammen med min kæreste, og det vil bare være rigtig lækkert, at jeg ikke bor mere end 5 minutter væk fra den kommende skole i Viborg.

Aarhus Maskinmesterskole åbner maskinmesteruddannelsen i Viborg i august 2021, og det er hele uddannelsen, der kan tages i Viborg. Skolen kommer til at ligge i den nye bydel, banebyen, som er få skridt fra stationen og andre uddannelsesinstitutioner. I samme bygning vil lokale virksomheder, iværksætter-virksomheder og en del af erhvervsskolen Mercantec også have adresse.