Flot optag på vores uddannelser - overblik over ledige studiepladser
I år er der rigtig mange, som har valgt at søge en studieplads på vores uddannelser, og vi oplever en positiv efterspørgsel på vores tekniske, videregående uddannelser. Der er dog stadig få ledige pladser til vores nyopstartede maskinmesteruddannelse i Viborg samt studiepladser i Aarhus med studiestart i februar 2022.
Den 28. juli fik 273 ansøgere tilbudt en studieplads på Aarhus Maskinmesterskole. Det er en fremgang på 10 % i forhold til 2020 og en fremgang på 20 % i forhold til 2019. En af de store årsager til den positive udvikling er vores nyopstartede maskinmesteruddannelse i Viborg.
"Vi formået at vækste i en coronatid, hvor vi har været stærkt udfordret i vores måde at undervise på. En af de store årsager til vores fortsatte stigning i optaget af studerende skyldes blandt andet, at vi gjort en stor indsats i at fortælle omverden, hvordan maskinmesteruddannelsen gør studerende klar til at gå direkte ud i et erhvervsliv, der skriger på maskinmestre. Dertil kommer, at vi i år starter maskinmesteruddannelsen op i Viborg, hvor vi ligeledes har oplevet en stor efterspørgsel fra unge, der gerne vil starte til maskinmester i Viborg", fortæller rektor på Aarhus Maskinmesterskole, Anders Hanberg Sørensen.
Overblik over ledige studiepladser
Studiepladser i Viborg
På maskinmesteruddannelsen i Viborg er der stadig ledige studiepladser til vores 4. semester med studiestart i februar 2022. Søg en ledig plads lige her. Søg frem til 1. december.
Studiepladser i Aarhus
På maskinmesteruddannelsen i Aarhus med studiestart i august er det pt. ikke flere ledige pladser, men hvis ansøgere takker nej til deres studieplads, vil vi selvfølgelig åbne op for ledige pladser. Der meldes noget ud på denne side, når og hvis der kommer ledige studiepladser.
Der er stadig ledige studiepladser i Aarhus med studiestart i februar 2022. Du kan søge en studieplads med start i februar lige her. Søg frem til 1. december.
Studiepladser på fjernundervisning (MFU)
Der er ledige studiepladser til vores fjernundervisningstilbud, der starter op i februar 2022. Du kan søge en ledig plads lige her. Søg frem til 1. december.
Studiepladser på teknologuddannelserne
På vores tre teknologuddannelser er der også stadig ledige studiepladser. Du kan søge en plads via vores samarbejdspartner, Erhvervsakademi Aarhus, lige her

Det er en god historie om 10 år. De fleste vil kunne huske, hvad de lavede, og hvor de var, under coronaperioden. Dog vil få nok kunne slå Mikkel Nissum Hansens coronahistorie.
6. februar 2020 påmønstrer Mikkel på Mærsk’ store containerskib, Murcia, i Malaysia, som et led i hans praktikforløb på det sidste og 9. semester på maskinmesteruddannelsen. Efter planen skulle Mikkel udmønstre den 6. april og vende hjem til Aarhus for at færdiggøre sit bachelorprojekt og den sidste del af uddannelsen.
Det gik bare slet ikke efter planen. Mikkel var i havn ved Göteborg, da den danske regering 11. marts lukkede landet, og Mikkel stod nu overfor et svært valg. Enten kunne han følge skolens råd og tage direkte hjem til Aarhus eller gå med kaptajnens vurdering af, at det næste stop i Singapore ikke var i fare for at lukke ned, og derfor kunne han tage hjem, når skibet ankom til Singapore.
”Jeg fulgte kaptajnens råd, fordi jeg på det tidspunkt tænkte meget over et fremtidigt job på et Mærsk skib. Jeg var også overbevist om, at det hele vel ikke var så galt, at jeg ikke kunne komme hjem”, fortæller Mikkel.
Et par dage senere ændrede situationen sig dog markant.
”Da vi ankom til Wilhelm-Hafen i Hamborg, valgte Mærsk helt at lukke ned for crew changes og dermed var hele besætningen isoleret på skibet. Nu stod jeg i lidt af en lorte situation.”
Mikkel er i skrivende stund stadig isoleret på Murcia Mærsk, og det foreløbige håb er, at han atter igen kan få fast grund under fødderne den 11. juli.
Svære vilkår for bachelorprojekt
Mikkels valg om at tage chancen og blive på skibet var en stor klods om benet for hans muligheder for at færdiggøre sit bachelorprojekt og gøre uddannelsen færdig.
Med stor fleksibilitet fra hans vejleder, skolen og skibets besætning fik han dog sat skub i arbejdet med at skrive bachelorprojektet, der handler om skibets scrubbersystem, der bruges i skorstenene på skibe til rensning af røggas og fjerner svovlen i udstødningen.
Internetforbindelsen var en stor modstander i skrivearbejdet, og gjorde det svært at få færdiggjort projektet til tiden.
”Jeg havde i store dele af forløbet kun skibets internet, som ikke er særlig hurtigt, og i særdeleshed ikke når vi er ude midt på havet. Det tog mig fx bare en halv lørdag at downloade relevante materialer og dokumenter”, fortæller Mikkel og tilføjer.
”Og når nettet var så langsomt, samtidig med at jeg også skulle passe mit arbejde på skibet, var der ikke de bedste omstændigheder for at få lavet projektet færdigt.”
”Jeg mistede forbindelsen et par gange”
Trods de tydelige udfordringer blev projektet afleveret og i sidste uge stod den på et mundtligt forsvar af projektet, der foregik via videoplatformen Zoom. Mikkel sad i sin kahyt ude på havet, nær Kina.
”Selve eksamen gik fint, selvom jeg mistede forbindelsen et par gange. Jeg havde fået hele besætningen til at slukke for deres net, så jeg havde de bedste betingelser.”
Der er uden tvivl blevet hugget en hæl og klippet en tå for at Mikkel kunne færdiggøre sit bachelorprojekt.
”Uden besætningens forståelse, min vejleders fleksibilitet og villighed til at yde støtte igennem processen, censors store forståelse for min situation under eksamen, vil det have været svært at nå i mål.”
Savner landjorden
Karriereplanen har i mange år været at stikke til søs. Det kan dog godt være, at isolationen ombord på Murcia Mærsk har fået Mikkel til at trække følehornene for søen en smule til sig.
I hvert fald glæder han sig til at komme hjem, for det har været en hård oplevelse at være isoleret ombord på et skib så længe.
”Nu starter jeg lige med at falde lidt til ro i Aarhus, og derefter vil jeg overveje, hvad jeg skal. Måske vil jeg gerne ud at sejle igen, men først starter jeg nok med et job på landjorden.”