Hop til indhold

Underviser får unikt certifikat i projektledelsesundervisning

Lektor på Aarhus Maskinmesterskole, Jens Møller Jensen, er i slutningen af november blevet IPMA-certificeret i projektledelsesundervisning på højeste niveau. Som den første i Danmark.

af Kristoffer Mølstrøm, kmo@aams.dk

Jens Møller Jensen - Lektor, stærkstrømsingeniør og Master i management of technology

Projektledelse fylder en stor del på de fire tekniske, videregående uddannelser, der udbydes på Aarhus Maskinmesterskole. De studerende lærer igennem hele uddannelsen at samarbejde i grupper og tage ansvar for projekter og planlægge opgaverne. Og de kan vælge undervejs at fokusere særligt på projektledelse som fag.

Ifølge Maskinmestrenes Forening’ aftager og dimittendanalyse fra 2021 indtager projektledelse end delt førsteplads sammen med drift, som de to jobfunktioner maskinmestre beskæftiger sig mest med ude i virksomhederne. Der er et behov for kvalificeret arbejdskraft, der kan lede og styre projekter i mål, og det er en kompetence, der bredt set er efterspurgt i industrien.   

Som en professionsrettet uddannelsesinstitution har det høj prioritet at sende dimittender ud i erhvervslivet med de kompetencer, der efterspørges. Derfor er det også en glædelig nyhed, at lektor på Aarhus Maskinmesterskole, Jens Møller Jensen, som blandt andet underviser i Projektledelse, i slutningen af november i år har fået et af de mest unikke certifikater inden for undervisning i projektledelse.

Første i Danmark med den højeste IPMA-certificering

Jens Møller Jensen er blevet certificeret af IPMA som Exceutive Trainer in project management (IPMA-CET). IPMA er International Project Management Association, og IPMA er en af de største globale projektledelsesorganisationer. Deres certificering af undervisere i projektledelse har tre certificeringsniveauer C, B og A, hvor Jens nu er den første i Danmark, der er certificeret som underviser på det højeste niveau A.  

Det handler først og fremmest om at kunne vise og dokumentere overfor professionen, industrien, andre relevante parter og ikke mindst overfor vores studerende, at vi leverer superrelevant, opdateret og professionel undervisning og kompetence i det, der er vigtigt. Og selvfølgelig er der også for mig som underviser netop i professionel projektledelse en stor tilfredsstillelse i det”, fortæller lektor på Aarhus Maskinmesterskole, Jens Møller Jensen.