Hop til indhold

170 maskinmestre dimitterede fra Aarhus Maskinmesterskole

Endnu engang blev dimissionerne på Aarhus Maskinmesterskole uforglemmelige oplevelser i domkirkerne i Aarhus og Viborg. De 170 nye maskinmestre blev fejret i smukke omgivelser, omgivet af deres kære, og sendt ud i verden som fremtidens tekniske ledere.

Traditionsrige dage

Dimissionen på maskinmesteruddannelsen er altid noget helt særligt, og denne januar var ingen undtagelse. I både Viborg og Aarhus Domkirke samlede stolte forældre, bedsteforældre, partnere, venner og repræsentanter fra erhvervslivet sig for at fejre afslutningen på de studerendes rejse gennem den udfordrende maskinmesteruddannelse.

Uddannelseschef Lisette Bechsgaard Jespersen åbnede sin tale i Aarhus med inspirerende ord og et citat fra den amerikanske nonne Pema Chodron: ”Det, vi gør, hober sig op; fremtiden er resultatet af det, vi gør lige nu.” Det blev understreget, hvordan de dimitterende maskinmestre har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor de er i dag, og hvilken betydning deres indsats vil have for fremtiden.

I Viborg Domkirke, hvor det første hold maskinmesterstuderende fra maskinmesteruddannelsen i Viborg dimitterede, var der taler fra bl.a. campuschef Rolf Sørensen og Viborgs borgmester Ulrik Wilbek, der har støttet etableringen af maskinmesteruddannelsen i Viborg hele vejen.

 

“I er ikke kun stjerner i dag. Jeg tror også, at I bliver fremtidens stjerner, der sammen med andre gode kræfter kan hjælpe med den kæmpe opgave det er at gøre Viborg, Danmark og verden endnu mere grøn”
Ulrik Wilbek, borgmester

 

 Læs også: De første maskinmestre i Viborg dimitterede fra domkirken: - Vi gør noget særligt ud af det

Anerkendelse til studerende

Som en central del af dimissionen uddeleles der priser til studerende, der har udmærket sig på særlige måder.

Der uddeles en anerkendelse fra rederiet AP Møller Mærsk, hvor kriterierne for indstilling er opførsel, flid, orden og kammeratskab. Det var maskinmester Morten Enevold Larsen der blev fremhævet for sin eksemplariske opførsel, flid og vilje til at skabe et positivt studiemiljø. Mortens engagement og evne til at inspirere sine medstuderende blev fremhævet som forbilledligt.

Mortens medstuderende har i nomineringen skrevet at:

”Morten har med hans altid gode humør, og lysten til at blive bedre på alle parametre indenfor maskinmesterfaget, stor indflydelse på resten af holdets nuværende niveau. Morten har gennem hele studiet bidraget til en positiv energi på holdet og på tværs af årgangen. Han har stået i spidsen for et godt sammenhold på holdet og har samtidigt været yderst fokuseret på at alle kommer igennem.”

Fra Maskinmestrenes Forening blev der også uddelt præmier til studerende, én fra hvert af de tre hold, der dimitterede denne vinter. Disse præmier blev givet til studerende, der havde bidraget til at skabe et konstruktivt og inspirerende studiemiljø.

Modtagerne af anerkendelsen fra maskinmestrenes forening var:

Hold A: Ebbe Ellekilde Helverskov

Hold B: Malthe Krogh

Hold C: Tobias Lilleøre

Hold D: Peter Smedegaard

Hold E: Sif Þorsteinsdóttir Hesselvig

MFU: August Dalsgaard Jørgensen

Viborg: Sebastian Baldtzar Rasmussen

Et stort tillykke til alle prismodtagerne, der med deres indsats har gjort studiemiljøet på Aarhus Maskinmesterskole til noget helt særligt.

 

Læs også: Blev på Bornholm: Nu er de maskinmestre

En hyldest til dedikation og sammenhold

Dimissionen markerede ikke kun afslutningen på en vigtig uddannelse, men også begyndelsen på en ny rejse for de mange dimittender. Uddannelseschef Lisette Bechsgaard Jespersen afsluttede ceremonien med en opfordring til de nye maskinmestre:

”Kast jer ud i nye udfordringer, men tag også et øjeblik til at reflektere over, hvad I har opnået. Husk altid at holde fast i jer selv og de værdier, der har bragt jer hertil.”

Med disse ord blev de nye maskinmestre sendt ud i verden, klar til at påtage sig udfordringerne i en branche, der spiller en afgørende rolle for vores fremtid. Fra Aarhus Maskinmesterskole skal der lyde et stort tillykke til alle dimittenderne og deres familier, der har støttet dem på rejsen. 

 

Download billeder fra dimission, januar 2025

Du kan downloade billeder fra dimissionen her (fotograf: Yurii Bulanov/formatstudio):

Aarhus:

Dimission, januar 2025, Aarhus, dag 1

Dimission, januar 2025, Aarhus, dag 2

Viborg:

Dimission, januar 2025, Viborg