Aarhus Maskinmesterskole modtager 10 mio. kr. til praksisnær forskning og udvikling i den maritime sektors grønne omstilling
Aarhus Maskinmesterskole har modtaget en donation på 10 mio. kr. fra Dampskibsselskabet NORDEN A/S til etableringen af AAMS Maritime Synergy Hub (AMSH), som vil være et center for praksisnær forskning og udvikling i nye grønne energiteknologier og sætte maskinmesteren i centrum som katalysator for et grønt mindset i industrien.
Et banebrydende økosystem for industriel og maritim innovation
AMSH bliver en central platform, hvor industrier, teknologiske institutter og vidensinstitutioner kan samarbejde om udviklingen af energiteknologier i industriel skala. Med det stigende behov for hurtig integration af nye grønne teknologier – både til lands og til vands – skaber AMSH en helhedsorienteret tilgang til udvikling på tværs af teknologier, med et fokus på den praksisrettede forskning.
“AMSH giver os en unik mulighed for at samle industrien, forskningen og uddannelsen i en fælles indsats for at accelerere den grønne omstilling,” siger rektor Anders Hanberg Sørensen. “Vi er stolte af at være frontløbere inden for maritime energiteknologier og ser maskinmesteren som en central spiller i denne transformation.”

En unik kombination af uddannelse, forskning og praktisk anvendelse
AMSH opbygges trinvist for at sikre løbende læring og bred inddragelse af partnere. De tre hovedtrin omfatter integration af grønne dual-fuel motorer til den maritime sektor, infrastruktur til brændstofforsyning samt batterilagring og hybridintegration af teknologierne imellem hinanden.
Alle trin bindes sammen af avancerede digitale løsninger, herunder digitale tvillinger og data-clustere, som sikrer en stærk kobling mellem praksis og teori. “Vi ønsker, at AMSH bliver en dynamisk lærings- og udviklingshub, der skaber værdi for hele den maritime sektor,” siger Anders Hanberg Sørensen og fortsætter: ”AMSH vil være en unik mulighed for at kombinere uddannelse, forskning og praktiske anvendelser på en måde, der ikke bare forbedrer vores teknologi, men også ændrer måden, vi tænker om den.”
Test, læring og certificering i et integreret miljø
AMSH designes til at facilitere og understøtte virksomheders udviklingsområder i et integreret miljø. Platformen kan også fungere som et fjernlaboratorie der gør det muligt for virksomheder at teste teknologier på afstand i realistiske scenarier.
AMSH bygger på Aarhus Maskinmesterskoles stærke netværk inden for grøn omstilling og industrielle samarbejder. Projektet understøtter en tilgang, hvor nye teknologier testes, optimeres og videreudvikles i praksisnære omgivelser. Dette sikrer, at maskinmesterstuderende og professionelle på efteruddannelsesforløb får en dyb forståelse for både teknologien og dens anvendelse i den maritime sektor.
“Vi skaber et økosystem, hvor teknologi og viden mødes og udvikles,” forklarer forretningsudvikler Casper Raahede. “Virksomheder kan teste deres løsninger i virkelighedsnære miljøer, og vores studerende lærer at tænke holistisk omkring systemintegration og bæredygtighed. Det er en investering i fremtidens kompetencer og grønne løsninger”

En platform for fremtiden
AMSH bliver en afgørende platform for udviklingen af grøn teknologi, hvor virksomheder, vidensinstitutioner og studerende sammen bidrager til en grønnere fremtid. Derfor inviterer Aarhus Maskinmesterskole også interesserede virksomheder og vidensinstitutioner til at deltage i projektet og bidrage med praksisviden og erfaring.
“Vi ønsker at gøre AMSH til et dynamisk økosystem, hvor den maritime sektor kan finde løsninger, der driver både vækst og bæredygtighed,” slutter rektor Anders Hanberg Sørensen.
Læs også her: Million-donation rammer Aarhus Maskinmesterskole