Med Erasmus+ på The Hague University of Applied Sciences
Som maskinmesterstuderende ved Aarhus Maskinmesterskole har jeg gennem Erasmus+ fået muligheden for et udvekslingsophold i Holland. Her arbejder jeg med automation og robotteknologi på nært hold sammen med en gruppe af hollandske studerende. Opholdet har ikke kun givet mig nye faglige færdigheder, men også uforglemmelige oplevelser og venskaber, som vil følge mig langt ind i fremtiden.
Af: Loukas Leftheriotis, maskinmesterstuderende

Jeg er lige nu på udveksling i Holland, nærmere bestemt i byen Delft, hvor jeg deltager i minor-programmet Smart Manufacturing and Robotics på The Hague University of Applied Sciences. Som maskinmesterstuderende på Aarhus Maskinmesterskole har jeg fået mulighed for at udforske automation og robotteknologi i praksis – og opleve, hvad det vil sige at studere og arbejde i en ny kultur.
En af de mest spændende dele af programmet her i Holland er, at vi arbejder med reelle projekter, som virksomheder har stillet skolen. Jeg er en del af en femmandsgruppe sammen med fire hollandske ingeniørstuderende, og vi arbejder på et projekt for Ter Laak Orchids, en virksomhed, der dyrker orkidéer. De har bedt os om at udvikle en robotarmsløsning til at automatisere plantningen af bambusstøttestokke i deres orkidékrukker.
Det er dog ikke helt ligetil, for bambusstokkene er skæve og kurvede, hvilket gør det udfordrende for en robotarm at placere dem præcist. Vi har udviklet en løsning, der bruger et kamera og machine vision til at registrere kurverne i stokkene. På den måde kan vi kalibrere robotarmen, så den kan placere stokkene mere nøjagtigt. Projektet har ikke kun styrket mine tekniske kompetencer inden for robotteknologi, men har også givet mig indblik i, hvordan man arbejder direkte med en kunde og løser reelle problemer

Hvorfor udlandsophold?
Jeg har altid haft en stor interesse for automation og robotteknologi, og ville gerne ud at rejse, så da muligheden for et udvekslingsophold med netop det tema opstod, slog jeg til. Det var en chance for at lære mere om mit fagområde, udvide mit netværk og opbygge forbindelser, jeg måske kan trække på i fremtiden, når jeg skal ud på arbejdsmarkedet. Desuden har jeg en multikulturel baggrund – jeg er græsk-dansk og har rejst meget gennem livet – så det føltes naturligt at gribe muligheden for at tilbringe seks måneder i udlandet. At jeg kunne tage min bil med og have friheden til at udforske Holland i min egen tid, gjorde opholdet endnu mere attraktivt.
At studere i Holland har givet mig indsigt i, hvordan tingene kan være anderledes end i Danmark. For det første foregår al kommunikation på engelsk, hvilket krævede lidt tilvænning i starten. Hollænderne har en meget direkte kommunikationsstil, og det kan godt kræve lidt justering, men jeg har hurtigt vænnet mig til det. En anden forskel er arbejdskulturen. I Danmark møder man ofte tidligt, men går hjem om eftermiddagen. Her i Holland starter vi dagen senere, men bliver også længere. Det har været spændende at opleve en anden rytme i arbejdslivet. Selve studieformen minder dog meget om maskinmesterstudiet i Danmark – vi arbejder i grupper, er opdelt i små hold, og der er stor vægt på selvstudie. Jeg har lært, at ens egen motivation spiller en afgørende rolle for, hvor meget man får ud af studierne, især når der er frihed til selv at styre læringsprocessen.
Jeg har lært, at ens egen motivation spiller en afgørende rolle for, hvor meget man får ud af studierne, især når der er frihed til selv at styre læringsprocessen.

Maskinmesterkompetencer i udlandet
Min maskinmesteruddannelse har virkelig klædt mig godt på til at tackle de udfordringer, jeg møder her. Jeg har fået gode værktøjer og vaner til at arbejde struktureret og effektivt med problemløsning, og det har været en stor fordel i forbindelse med vores projekt. Især mine kompetencer inden for el-teknik og min evne til at læse og udforme elektriske diagrammer har været en hjælp, når vi har skullet udvikle og finjustere løsninger til robotarmen. Desuden har mine erfaringer med gruppeledelse gjort det muligt at holde gruppen på sporet, overholde tidsplanen og sikre, at vi når vores mål.
En af de bedste ting ved at være på udveksling har uden tvivl været det sociale liv og de nye venskaber, jeg har opbygget. Uden for studiet har vi haft tid til at tage på byture, opleve de lokale seværdigheder og bare nyde hinandens selskab. Jeg har fået nye venner, og jeg har også fået mulighed for at udforske Holland og besøge byer som Rotterdam, Amsterdam og endda tage små ture til Antwerpen og Bruxelles. Det har været nogle oplevelser, jeg ikke vil glemme, som har gjort mit ophold i udlandet endnu mere givende.
Hvis du overvejer et udlandsophold, er et af mine vigtigste råd at starte tidligt med at søge legater. Der findes mange muligheder, men de har ofte faste frister, så det er godt at være ude i god tid. Jeg har selv haft held med at finde både bolig og finansiel støtte, hvilket har gjort det lettere for mig at fokusere på mine studier og nyde oplevelsen. At studere i udlandet har også lært mig meget om at være åben og omstillingsparat. Man møder nye kulturer, anderledes arbejdsmetoder og får en masse nye indtryk. Det har gjort mig stærkere, både fagligt og personligt, og det har givet mig en dybere forståelse for mit fag.
Mit ophold i Holland har været en oplevelse for livet. Jeg har udviklet mig fagligt, udvidet mit netværk og fået minder, jeg aldrig vil glemme. Hvis du overvejer et studieophold i udlandet som maskinmesterstuderende, så kan jeg kun opfordre dig til at springe ud i det – det er en mulighed, der både styrker dine faglige og personlige kompetencer og giver dig en oplevelse, du sent vil glemme.
