En snoet vej til maskinmesterbeviset

Martin Schrum kunne gå direkte ind i projekterne hos Artelia A/S da han begyndte som Commissioning- og BMS-rådgiver i 2023, efter han var blevet færdig som maskinmester. Martin arbejder med idriftsættelse af bygninger, projektering og building management systems hos det rådgivende ingeniørfirma Artelia, og han bruger den viden, som han har fået på Aarhus Maskinmesterskole, hver eneste dag.

Det var ikke en helt lige vej, som Martin Schrum valgt, da han var færdig på efterskolen. Først stod den på en studenterhue fra HHX i Hobro i 2011, og herefter vidste Martin, at det i hvert fald ikke var universitetet, der kaldte. Tiden efter gymnasiet blev brugt på grundige overvejelser, en tur til USA på snowboard, en tur på højskole og en masse arbejde, inden valget faldt på automekanikeruddannelsen, der ikke lå helt fjernt, for Martins far har kørt rally, og han selv har brugt en del tid på at køre gokart. I alt blev det til læretiden samt et enkelt år med racerbiler, inden Martin havde behov for forandring og flere udfordringer. Efter at have besøgt uddannelserne til maskinmester og autoteknolog til Åbent Hus på Navitas i Aarhus, faldt valget på maskinmesteruddannelsen, som han kunne tage på blot tre år, fordi han havde både studentereksamen og svendebrev. Martin begyndte direkte på 4. semester, og mødtes her med de andre studerende der kom fra værkstedspraktikken på 3. semester og på adgangskurset, og sammen kunne de gå i gang med uddannelsen til maskinmester.

Fra studie til arbejde

Martin følte sig helt klar til at begynde i arbejdet som Commissioning- og BMS-rådgiver hos Artelia, men som han selv fortæller, er det ”noget dybere end det vi arbejdede med på studiet, så der er en del, jeg skal lære”. Som rådgiver er Martin med til at stille krav til entreprenørerne, og det kræver, at man har en grundlæggende viden om f.eks. programmering, som man arbejder med på 4.-7. semester på maskinmesteruddannelsen. ”Det er jo en generalistuddannelse” fortsætter Martin: ”og det har vi jo fået fortalt siden vi startede”. Og netop dét kan han skrive under på, for mange af de kompetencer, som han har fået på uddannelsen, bliver bragt i spil i arbejdet som rådgiver – men læringskurven er også stejl, når der arbejdes på store projekter, og derfor er det også nødvendigt at blive ved med at udvikle sig, selv efter man er færdig med sin uddannelse. Derfor har Martin efterspurgt kurser og videreuddannelse hos sin arbejdsgiver, så han kan blive endnu mere kompetent i f.eks. indregulering af store anlæg, og der er heldigvis gode muligheder for at blive klogere, når man arbejder hos Artelia.

Martins nærmeste kollega er uddannet elektriker, og er en erfaren sparringspartner og mentor. Læringskurven er stejl, men med sidemandsoplæring er der altid en erfaren person, man kan spørge til råd. Andre af Martins kollegaer er maskinmestre, og det er også godt, at der er andre med samme faglighed, som han kan sparre med. Martin havde allerede mødt én af de kommende kollegaer, Peter, i forbindelse med et semesterprojekt hos NIRAS, og det var hér Martin fik øjnene op for mulighederne og de spændende udfordringer der er i at arbejde med commissioning og idriftsættelse. Inden første dag hos Artelia havde Martin været på barsel, men han havde lukket kontrakten allerede inden han havde modtaget sin sidste karakter, og blev sågar tilbudt en kontrakt mere end ét sted. Valget faldt på Artelia, fordi han allerede havde brugt sin praktik det andet sted, og gerne ville prøve noget nyt, og det viste sig at være det helt rigtige valg: ”Jeg er rigtig glad for at være her, der er god mulighed for sparring, mange spændende projekter, og der er mange bygherrer der vælger os til, fordi de godt kan lide at arbejde sammen med os” fortæller han. Foruden de spændende projekter er der også gode kollegaer, der kan hjælpe med et ekstra sæt øjne og god oplæring, og der er også mulighed for at gå til sin leder med gode idéer, hvis man har sådan nogle. Det er vigtigt for Martin, at der er mulighed for at gå videre med sine overvejelser, og det kan han hos Artelia: ”mine ledere er meget lydhøre, også selvom jeg kun har været her et halvt år” forklarer han, og fortsætter: ”jeg ser nogle ting lidt anderledes end dem, der har været her i fem-syv år, både fordi jeg er nyuddannet og fordi jeg har været nogle andre steder, og derfor kan jeg godt nogle gange have andre overvejelser end mine kollegaer”.

En ny arbejdsform

Én af omvæltningerne ved at komme fra livet som studerende, og før dét som automekaniker, var, at der nu skulle til at registreres timer. Det er en del af arbejdslivet som rådgiver, fordi man arbejder med kunder, og derfor skal man kunne fakturere de timer, man bruger: ”jeg var ikke vant til timeregistrering som mekaniker, for hvis der ikke var noget at lave fra 14-16, gik jeg jo bare og ryddede op. Sådan er det ikke her, for her skal jeg registrere alle mine timer.” Denne nye arbejdsform krævede tilvænning, men efter et halvt år ligger det på rygraden, og Martin har lært at sætte pris på denne arbejdsform, hvor man tæt kan følge med i hvad der sker, og hvor der er fleksibilitet i forhold til arbejdstider – noget der er væsentligt, når man er far.

Hele projekt-processen begynder ofte med, at ingeniør-rådgiveren giver tilbud på et byggeprogram, som er udarbejdet af bygherren. Vinder man opgaven, begynder det indledende arbejde med et projektforslag, som udarbejdes i samarbejde med arkitekten og bygherren. Undervejs i denne proces går det frem og tilbage mellem rådgivere, arkitekt og bygherren med henblik på at finde en balance mellem æstetik, størrelser på rummene og den tekniske funktionalitet, og dette giver ofte udfordringer, fordi de forskellige fagligheder af og til har forskellige holdninger til processen. Undervejs i denne proces bliver der 3D-modeleret, for at være sikker på, at projektet er bygbart. Når disse første faser er overstået, ender projektet i et udbudsprojekt, hvor entreprenører kan give pris på deres særskilte arbejde. Når de er kontraheret og der er indgået aftaler, laves de sidste rettelser, inden projektet bygges efter et såkaldt udførelsesprojekt.

Det meste af Martins opgave handler om teknikken i bygningerne, og derfor er han med i en stor del af processen, når der skal gøres klar til teknik-rum, køleanlæg og elektriske komponenter. Mange af møderne tages online, for det er lidt billigere for projekterne, hvis Martin ikke skal køre landet rundt i tide og utide, men af og til kan han også komme ud på byggepladserne for at følge med i processen, teste anlæggene og mødes med de andre, der er involveret. Martin har også kørt nogle mindre el-projekter sammen med sin afdelingsleder, og forklarer at ”selvom jeg havde svoret, at jeg aldrig nogensinde skulle dimensionere et kabel efter min installatør-eksamen, kan jeg ikke helt slippe for det, og det griner mine gamle klassekammerater også af”. I sidste ende ligger omkring 80% af timerne i testfasen, inden byggeriet bliver afleveret, og det er altså hér, Martin er mest involveret. Han har også allerede fået sit eget projekt, et etagebyggeri i Risskov, hvor det er ham, der skal sætte den endelige commissioning-underskrift, når projektet er afsluttet. Selvom det kan give lidt sommerfugle i maven, føler han også, at han er klar til det – og så er de gode kollegaer altid klar til at give en hjælpende hånd.

Mødes stadig med studiekammeraterne

Noget af det, som har været fedt at opleve, fortæller Martin, er fællesskabet mellem maskinmestre. ”Det er som om man er kommet med i en klub” forklarer han: ”og nu har jeg også tilmeldt mig mit første arrangement i Maskinmestrenes Forening, hvor vi skal besøge Beumer Group”. Titlen som maskinmester er ikke noget alle kan benytte, det er en såkaldt ’beskyttet titel’, og det gør også at der er et særligt fællesskab blandt dem der har gennemgået den samme uddannelse som Martin. Det kommer blandt andet til udtryk på Martins arbejde, når han møder andre maskinmestre som han hurtigt kan falde i snak med, eller i facebook-grupper, hvor man hjælper hinanden med løsninger på faglige problemer: ”der er en god dialog i grupperne, og hvis man spørger om noget, så sidder der specialister der er virkelig entusiastiske og gerne vil hjælpe”.

Martin mødes også stadig med sine gamle studiekammerater, og de var for nylig var ude og drikke en øl på Café Vestergade og snakke om studietiden og de ting der er sket efter dimissionen. ”Vi havde det skide godt på holdet, og så er det sjovt at høre hvor folk er henne og hvad de laver” siger han og fortsætter ”vi pønser også på at holde en årlig reunion for holdet, så vi kan blive ved med at holde kontakt”. Spurgt ind til det bedste minde fra studietiden, forklarer Martin også, at det er sammenholdet med de andre i klassen, der har fyldt mest, og det er netop derfor, at de har lyst til at mødes igen.