29. maj. 2024
Mød Andreas, der er maskinmester hos VERDO
”Hvis jeg kunne få en stilling som driftsmester hos Verdo, så vidste jeg, at det var dét jeg ville”
Michael Lund er maskinmester og teknisk graduate hos Nature Energy, som er en af de førende danske virksomheder inden for biogas. Graduate-stillingen giver Michael mulighed for at prøve kræfter med flere forskellige afdelinger, før han beslutter sig for, hvad han gerne vil.
Egentlig var det handelsgymnasiet og fag som erhvervsøkonomi og afsætning, der interesserede Michael Lund i hjembyen Kolding, men efter at have overvejet, hvad næste skridt skulle være, fandt han frem til, at de praktiske og tekniske færdigheder kombineret med viden om ledelse, sikkerhed og udvikling, var dér, hvor hans fremtid skulle være. Michael havde som barn og ung rodet med sin fars anlægsgartner-maskiner, og havde fundet ud af, at han var dygtig til at bruge både hænder og hoved.
”Jeg tænkte, at det kunne være fedt, hvis man kunne blande HHX med noget, der har med hænderne at gøre,” forklarer han og beskriver, hvordan hans bedste ven havde søgt ind på maskinmesteruddannelsen og havde anbefalet ham at starte og prøve det af. Michael var ikke interesseret i at have et sabbatår, så han startede på Fredericia Maskinmesterskole direkte efter sin studentereksamen og tog de første tre semestre der, inden han besluttede sig for at søge om skoleskift og flytte til Aarhus med nogle venner.
”Jeg elskede tiden på Aarhus Maskinmesterskole. At man fokuserer så meget på gruppearbejde, passer rigtig godt til mig, og det her med at arbejde i teams er noget jeg gør hver dag nu”
I den første del af sin uddannelse var Michael i værkstedspraktik hos et mindre Danish Crown-anlæg i Koldingområdet. Efter 3. semester og afslutningen på den første praktik flyttede han til Aarhus for at fortsætte sine studier, og boede her i to år, indtil han besluttede sig for at rykke til Odense med sin daværende kæreste. Herfra kunne han tage valgfaget Teknisk Projektleder på 8. semester, hvor der undervises online, og blive klar til den sidste praktik og bachelorprojektet, der markerer afslutningen af maskinmesteruddannelsen. Bachelorpraktikken kom til at foregå hos Videnscenter for Automation & Robotteknologi på Syddansk Erhvervsskole, og her fik han lov til at prøve kræfter med undervisning, robotter og automation. ”Jeg fandt ud af, at det med robotteknologi ikke rigtig var mig”, fortæller Michael, ”men hvis jeg skulle finde ud af, om det var noget for mig, var jeg nødt til at prøve det af i min praktik”. Derfor endte bacheloropgaven heller ikke med at handle om robotter, men derimod om varmetab og optimering i portåbninger, ligeledes på Syddansk Erhvervsskole.
”Grunden til, at jeg valgte maskinmesteruddannelsen, var på grund af alsidigheden. Jeg kommer aldrig til at føle mig låst fast i den her branche, for der vil altid være mulighed for, at jeg kan udvikle mig, og komme til at arbejde med alt hvad jeg har lyst til.”
Fra dimission til graduate
Michael søgte stillingen som graduate hos Nature Energy, allerede mens han skrev sin bacheloropgave, og begyndte allerede to uger efter dimissionen i februar 2023. Som graduate får man typisk mulighed for at prøve kræfter med flere forskellige afdelinger i virksomheden, og hos Nature Energy starter man i én af de tre afdelinger Construction, Operations, eller Engineering, hvor Michael begyndte i Construction-afdelingen. Efter forløbet skal man tage stilling til hvor man gerne vil fortsætte. Graduate-programmet er en slags talentforløb, som er meget brugt i store virksomheder som Ørsted, Vestas og Grundfos, og er en god måde at blive introduceret til virksomheden på. For at blive graduate skal man være dygtig til sit fag, for der er typisk ikke mange pladser – hos Nature Energy startede de seks graduates sammen, hvoraf Michael var én af dem.
”Jeg tror altid, at man tænker på, om man nu er dygtig nok og klar til at starte,” fortæller Michael og fortsætter: ”men jeg er blevet bekræftet i, at jeg godt kunne håndtere mine egne projekter, og har bare fået lyst til at få flere udfordrende opgaver.” Netop sådanne overvejelser er helt normale, når man skal ud på arbejdsmarkedet efter studierne, og Michaels gode råd er: ”man skal finde en virksomhed, der arbejder med noget, man selv brænder for, for på den måde kan man gøre sit arbejde til sin hobby.” Derudover råder Michael de maskinmesterstuderende til at ”prøve nogle ting af og ikke være bange for at komme ud på arbejdsmarkedet. Man skal bare springe ud i det!”
”Det er ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg vil, men jeg vil gerne finde ud af hvilke muligheder der var hos Nature Energy, inden jeg skal tage stilling”
Efter et par måneder i construction-afdelingen i Danmark, der primært beskæftiger sig med byggeriet af nye anlæg, gik udviklingen af det anlæg, som Michael arbejde på, i stå på grund af forsinkelser på tilladelserne, og det fik ham til at ønske sig et nyt projekt, han kunne kaste sig over: ”jeg er meget ivrig, og jeg gad ikke gå og vente på at jeg kunne komme til at bygge noget”. Hos Nature Energy var der brug for ham på anlægget i Châtillon-sur-Seine i Frankrig, ude på landet tre timer fra Paris. Michael er ikke flydende på fransk, så derfor foregik meget af kommunikationen ”med håndtegn, Google Translate og på engelsk”, og læringskurven i det franske var stejl. Heldigvis trives Michael med de lange dage, og han fik en masse ansvar i de to måneder han tilbragte i Châtillon-sur-Seine: ”Jeg faldt hurtigt til rette, og hjalp til med mange ting. Jeg assisterede site-manageren Phillippe på anlægget, og havde ansvaret for alle leverancer der kom ind, og også ansvar for mine egne entreprenører, når Phillipe ikke var der” fortæller han.
Drift, vedligehold og egne projekter
Efter seks måneder i Construction-afdelingen er Michael nu skiftet til Operations and Technical Support, hvor han også skal være i otte måneder. Her får han lov til at prøve kræfter med drift og vedligehold af anlæggene, og han har sine egne projekter, som han arbejder på. Det er også i driften Michael kan møde nogle af de praktikanter fra maskinmesteruddannelsen som Nature Energy tager ind: ”Det er rigtig fedt, at der både er maskinmesterpraktikanter og graduates, for der bliver skabt mange muligheder for os unge og nyansatte” fortæller han, og fortsætter: ”Her kan vi få lov til at komme ind i en virksomhed, der vokser helt vildt, og det giver rigtig mange muligheder.”
”Det er fedt at være en del af en virksomhed, der vokser helt vildt. Nature Energy har store ambitioner, og det matcher mine egne ambitioner”
I Operations and Technical Support-afdelingen kører Michael rundt mellem de mange biogasanlæg i Danmark, hvor han har sine egne projekter, og samtidig kan han assistere i de projekter der foregår på anlæggene. Han er typisk på anlæggene en dag ad gangen, og på anlægget i Videbæk uden for Herning er han nu i gang med at undersøge årsagen til vibrationer i et af pumpesystemerne, for så derefter at sørge for en løsning. Det betyder, at Michael har kontakt til de lokale maskinmestre og til entreprenører, der kan hjælpe med at lave fundamenter, sørge for reservedele og finde de rigtige løsninger. Det er et stort ansvar, men det passer ham også godt, for selvom han foretrækker at arbejde i teams, er der gode læringsmuligheder i det selvstændige arbejde: ”Jeg møder typisk på anlægget tidligt om morgenen, og i øjeblikket kører jeg meget rundt selv. Når jeg kommer ud, arbejder jeg på mine egne projekter, og jeg kan også hjælpe der hvor der er brug for mig” fortæller han, og fortsætter: ”jeg kører meget for mig selv, og det giver også meget god læring at stå med tingene selv.” Det bliver nogle lange dage, hvor arbejdsdagen typisk starter i bilen lidt før kl. 6 om morgenen, og slutter hjemme i Odense om aftenen. Nogle gange bliver det også til overnatninger på hotel, og det giver mulighed for at kunne arbejde længere, uden at skulle tænke på trafik og køreture.
Projekterne, som Michael arbejder på, ligner de bachelorprojekter, som maskinmesterstuderende arbejder med. Han forklarer, at det ”handler rigtig meget om optimering og om at gøre det lettere for dem, der arbejder i driften”, og det kunne sagtens have været noget, han kunne have arbejdet med i sin praktik – eller som Michael selv siger: ”det ville også være sådan noget, jeg kunne finde på at sætte en maskinmesterpraktikant til”.
På sigt drømmer Michael om at blive projektleder inden for den grønne energi, og der passer baggrunden fra HHX og maskinmesteruddannelsen rigtig godt sammen: ”jeg kan godt lide at arbejde med projekter, og jeg kunne godt tænke mig at blive projektleder på et tidspunkt. Det kræver noget mere erfaring at komme derhen, men jeg drømmer om engang at blive projektleder på nogle store projekter, og få et stort ansvar”. Titlen som projektleder bliver brugt mange steder, og der er mange maskinmestre der er projektledere. For Michael og hos Nature Energy er en projektleder én, der står med det store ansvar for f.eks. et nyt anlæg, hvor der både skal arbejdes med tilladelser, entreprenører og tilbud til leverandører af biomasse, og som projektleder har man typisk mange ansatte, som man er ansvarlig for. Michael forklarer, at ”jeg godt kunne tænke mig, på et tidspunkt, at have mit eget hold, og stå med ansvaret og styre det hele oppefra”, og det er netop det projektlederen laver. Først vil han dog gerne være ”ude i marken” for at opsamle erfaringer som f.eks. Site Manager på et anlæg, fordi ”det er den bedste måde at samle erfaringer på – ved selv at være i det”, som han forklarer.
”Jeg drømmer om at arbejde med grøn energi og projektledelse, så min vej har passet perfekt indtil videre”
29. maj. 2024
”Hvis jeg kunne få en stilling som driftsmester hos Verdo, så vidste jeg, at det var dét jeg ville”
3. jun. 2024
”Det giver noget særligt at kunne se den lille del i en større helhed”