Hop til indhold

Adgangskursus er for dig, der kommer med relevant erhvervserfaring, og mangler at læse nogle fag op. Et gennemført adgangskursus giver dig mulighed for at søge om optagelse på maskinmesteruddannelsen.

Adgangskurset (AK) er for dig, der har relevant erhvervserfaring, men ikke har bestået hhv. dansk og engelsk på C-niveau og matematik og fysik på B-niveau. Du kan ikke optages på Adgangskursus, hvis du i forvejen har en gennemført gymnasial uddannelse. 

Du vil blive en del af en klasse, som følges ad igennem hele kurset. Kurset afsluttes med adgangseksamen, som giver dig mulighed for at søge om optagelse på maskinmesteruddannelsen.


Du
søger via vores online ansøgningsskema, som du finder her

Optagelse på adgangskurset

Ansøgningsfrister

1. december 2025, studiestart januar

1. juni 2026, studiestart august

Hvis du søger ind til efterårssemestret, får du svar senest 20. juni. Hvis du søger ind til forårssemestret, får du svar senest 20. december. Du får svar via Digital Post. Husk at bekræfte din studieplads.

Adgangskrav og dokumentation

For at søge om optagelse på adgangskurset, skal du opfylde adgangskravene som er:

  • At du har bestået folkeskolens 9.-klasseprøver i dansk og engelsk, samt 10.-klasseprøver i matematik og fysik/kemi med en karakter på mindst 02 i hver prøve eller tilsvarende prøver på samme eller højere niveau.
  • Derudover skal du have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemførelse af en af de ovenfor nævnte prøver.

Opfylder du ikke de nævnte adgangskrav, skal du vedlægge anden relevant dokumentation.

Har du f.eks. ikke 10. klasse, kan du vedlægge anden relevant dokumentation, det kan være dit grundforløbsbevis fra din erhvervsuddannelse, hvor matematik og fysik/kemi på et tilsvarende niveau oftest vil fremgå.

Husk at vedlægge al relevant dokumentation til din ansøgning, både dine beviser for 9. og 10. klasse eller tilsvarende. Samt dokumentation for 2 års relevant erhvervserfaring F.eks. Kopier af lønsedler, svendebrev, skolebevis, eller anden relevant dokumentation.

Merit: Har du bestået dansk og/engelsk på C niveau vil du kunne søge merit. Du kan søge merit samtidig med at du søger om optagelse på adgangskurset, husk at vedlægge dokumentation for at faget er bestået.

Muligheder for merit

Som studerende på Adgangskurset har du mulighed for at søge merit i følgende gennemførte fag på gymnasialt niveau:

Engelsk C (eller højere niveau)

Dansk på C (eller højere niveau).

Vær opmærksom på, at både den mundtlige og den skriftlige eksamen skal være bestået med mindst 02, for at du kan få merit. Indgår der alene årskarakterer i faget, skal hver årskarakter i faget være mindst 02. Prøvekarakterer går forud for årskarakterer.

Hvis du får merit, bliver du afmeldt undervisning og eksamen i faget.

OBS: Det er ikke muligt at søge merit for fysik og matematik.

Vi anbefaler, at du søger merit i forbindelse med at du søger om optagelse på Adgangskurset. Husk at medsende dokumentation. Du kan søge merit indtil 14 dage efter studiestart.

Dato for studiestart

Næste opstartsdato for adgangskursister:

Vinterstart 2026:

Mandag d. 2. februar 2026

Sommerstart 2026

Mandag d. 10. august 2026: Adgangskursus

Onsdag d. 12. august 2025: Adgangskursus (fjernundervisning)

Antal pladser og kriterier for tildeling af plads

Der er max 40 studiepladser pr. hold. Aarhus Maskinmesterskole kan vælge at oprette flere hold.

Aarhus Maskinmesterskole kan lade være med at oprette adgangskursus, hvis der er mindre end 6 kursister.

Kriterier for tildeling af plads på Adgangskursus og Adgangskursus som fjernundervisning:

Pladser på AK og AKF tildeles efter følgende kriterier og prioriteter. 

  1. Ansøgere der har opnået mindst 2 års relevant erhvervserfaring i forbindelse med eller på baggrund af en af følgende uddannelser: Erhvervsuddannelser Aarhus - Se erhvervsuddannelser på AAMS

Er der fortsat ledige pladser fordeles de efter prioriteringskriterie 2.

Hvis der er flere ansøgere i denne kategori end ledige pladser tildeles ansøgere i denne kategori studieplads på baggrund af lodtrækning blandt ansøgerne i denne kategori. 

  1. Ansøgere der har opnået mindst 2 års relevant erhvervserfaring i forbindelse med eller på baggrund af en anden relevant erhvervsuddannelse end følgende uddannelser: Erhvervsuddannelser Aarhus - Se erhvervsuddannelser på AAMSEr der fortsat ledige pladser fordeles de efter prioriteringskritere 3. Hvis der er flere ansøgere i denne kategori end ledige pladser tildeles ansøgere i denne kategori studieplads på baggrund af lodtrækning blandt ansøgerne i denne kategori.
  2. Ansøgere der har opnået mindst 2 års relevant erhvervserfaring på andre måder end ovenstående.

Hvis der er flere ansøgere i denne kategori end ledige pladser tildeles ansøgere i denne kategori studieplads på baggrund af lodtrækning blandt ansøgerne i denne kategori.

 

  1. Hvis der ved ansøgningsfristen - eller på et senere tidspunkt efter - er ledige studiepladser optages kursister der opfylder et af adgangskravene herover (uanset hvilket) i den rækkefølge deres ansøgning er modtaget. 

Om adgangskursus

Hvem skal på adgangskurset?

Hvis du f.eks. efter folkeskolen er gået i lære og ellers ikke har læst yderligere, har du den typiske profil for vores studerende på Adgangskurset. I det tilfælde vil det være din mulighed for at søge videre ind på selve maskinmesteruddannelsen.

Du kan tage ovenstående fag andre steder end hos os, men ved at tage dem hos os, opnår du følgende fordele:

  • Du kommer ind i en klasse, hvor I følges ad i løbet af hele adgangskurset, og du får mulighed for at udvikle dit sociale netværk fra starten
  • Det er vores egne undervisere med stor ekspertise i at undervise kursister med en baggrund som din
  • Du kommer til at sidde sammen med kursister, der har en faglært baggrund
  • Du bliver bekendt med skolen og vores it-systemer

Fremmødeundervisning

Adgangskurset på fremmødestudiet starter op to gange om året – sommer og vinter.
Adgangskursus som fremmødestudie fungerer som almindelig klasseundervisning på AAMS’ forskellige adresser i Aarhus. Du vil have mulighed for at gøre brug af skolens grupperum og forskellige lokaler det meste af døgnet, idet mange AK-kursister lægger et stort arbejde i deres fag og tilbringer megen tid på skolen.

Du vil blive en del af en klasse, som følges ad igennem hele kurset, og kurset afsluttes med adgangseksamen, som giver dig mulighed for at søge om optagelse på Maskinmesteruddannelsen.

Da forløbet er tilrettelagt med en høj grad af gruppearbejde, er det en forudsætning, at du har lyst til at indgå i forpligtende samarbejde med dine medstuderende, som du kommer til at skulle samarbejde med dagligt og bruge mange timer sammen med.

Fjernundervisning

Adgangskurset som fjernundervisning (AKF) starter kun op ved om sommeren.

Undervisningen giver dig mulighed for at følge adgangskurset, uden at du behøver at flytte til Aarhus-området. Undervisningsmålene er de samme, som hvis du deltager i fremmødeundervisningen, men formen er specielt tilpasset fjernundervisningsmiljøet.

I forløbet er der indlagt ca. to fremmøder á tre dages varighed på skolen i Aarhus. Herudover er der både skriftlig og mundtlig eksamen i slutningen af forløbet, som du også skal møde ind til. Ellers foregår undervisningen via den elektroniske platform, der danner rammen for undervisningsaktiviteten samt hyppige video-møder over internettet.

Du skal forvente at bruge omkring 40-50 timer om ugen på studiet, hvorfor det ikke kan kombineres med et fuldtidsarbejde.

Da forløbet er tilrettelagt med en høj grad af gruppearbejde, er det en forudsætning, at du har lyst til at indgå i forpligtende samarbejde med dine medstuderende, som du kommer til at skulle samarbejde med dagligt og bruge mange timer sammen med i video-møder mv.

Fagenes niveau

Fagene på adgangskurset tager udgangspunkt i følgende niveauer:

Dansk og engelsk

Undervisningen tager udgangspunkt i folkeskolens 9. eller 10. klasse afgangseksamen.

Matematik

Undervisningen tager udgangspunkt i folkeskolens 10. klasses afgangseksamen. Vi forventer derfor, at du har forberedt dig, så du ved semesterstart har et niveau, der svarer hertil.

Du skal kunne:

  • Beherske regning med parenteser, brøker, potenser og kvadratrødder
  • Anvende koordinatsystemet
  • Løse ligninger
  • Beherske løsning af en andengradsligning og have kendskab til parablen
  • Reducere bogstavsudtryk og isolere en variabel i en formel
  • Beherske beregning af sider og vinkler i en retvinklet trekant.

Fysik

Undervisningen tager udgangspunkt i folkeskolens 10. klasse, herunder at du kan:

  • Anvende fysiske begreber til at beskrive, forklare og forudsige fænomener
  • Formulere enkle problemstillinger, opstille hypoteser, efterprøve antagelser og vurdere resultater.

 

Specialpædagogisk støtte (SPS)

Har du en dokumenteret fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som betyder at du har brug for særlig støtte for at gennemføre en uddannelse? Så kan du få vejledning og søge specialpædagogisk støtte (SPS). SPS er en kompenserende støtte så du får mulighed for at gennemføre uddannelsen på lige fod med andre. Du kan læse om SPS-ordningen på http://www.spsu.dk/

Hvis du vil vide mere om SPS på adgangskurserne (AK og AKF) kan du læse mere her https://studerende.au.dk/sps/booking hvor du også kan finde kontaktoplysninger på SPS-teamet på Aarhus Universitet.

Studieordninger

Studieaktivitet

Du er studieaktiv, når du:

  • Deltager aktivt i undervisningen
  • Udfører og afleverer obligatoriske portfolioopgaver, rapporter, emneopgaver og projekter,
  • Udfører og afleverer skriftlige opgaver og quizzer i det omfang det kræves i de forskellige fag,
  • Deltager i obligatoriske seminarer, kurser og temadage,
  • Deltager i obligatoriske prøver og eksaminer,
  • Deltager aktivt i gruppearbejde i henhold til gruppekontrakten,
  • Er til stede og deltager i skemalagt undervisning i værksteder og laboratorier.

Al udeblivelse fra undervisningen betragtes som fravær, uanset årsag. Fravær skal altid meddeles til den aktuelle holdleder, de aktuelle undervisere på dagen, samt studiegruppen. 

Afleveringer skal afleveres rettidigt til den af underviseren fastsatte tid. Rapporter, projekter mv., som ikke afleveres rettidigt, kan ikke påregnes at blive bedømt og godkendt.

Manglende studieaktivitet kan medføre, at du udskrives af dit studie. Konsekvenser af overtrædelse af reglerne om studieaktivitet kan ses i studieordningen for den uddannelse, som du er indskrevet på.

Regler for adfærd

Regler for adfærd for studerende ved Aarhus Maskinmesterskole

Dette adfærdskodeks gælder for alle studerende og kursister på Aarhus Maskinmesterskoles forskellige uddannelser og lokaliteter. Det er udarbejdet med det formål at beskrive grundlæggende værdier og forventninger til de studerendes adfærd, når de færdes på skolen eller optræder som repræsentanter for Aarhus Maskinmesterskole. Alle studerende forventes at respektere og leve op til de værdier, som dette adfærdskodeks står for.

Studieadfærd

Det forventes af alle studerende, at de bidrager til et godt læringsmiljø ved at være opmærksomme, nysgerrige og deltagende – ved fremmøde så vel som online. Vi forventer en sikkerhedsmæssig forsvarlig og ansvarlig opførsel i lokaler, laboratorier og værksteder, og at alle passer på skolens ejendom. Hvis underviseren vurderer, at den studerende ikke lever op til retningslinjerne, kan underviseren bortvise den studerende fra undervisningen.

Samvær og respekt

For at lære noget og trives kræver det, at alle studerende tager vare på hinanden og behandler hinanden og deres undervisere med respekt og omsorg – både i undervisningen, i gruppearbejdet og uden for undervisningen. Aarhus Maskinmesterskole er forpligtede til at tage vare på studiemiljøet ved at undersøge studiemiljøet og indgå i dialog med de studerende bl.a. gennem dialog med De Studerendes Forening.

De studerendes forventes at optræde respektfuldt og venligt over for alle uanset køn, hudfarve, religion, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Dette gælder på Aarhus Maskinmesterskole, og når de optræder på vegne af skolen. Aarhus Maskinmesterskole accepterer hverken mobning, chikane eller diskrimination. Oplever man som studerende dette fra medstuderende eller ansatte, kan man kontakte studievejledningen eller studieadministrationschefen. Der må ikke optages eller videredeles film, lyd eller billeder af undervisere, undervisningssituationer eller eksamenssituationer medmindre dette er godkendt af underviseren.

Alkohol og rusmidler

Alkohol og rusmidler hører ikke til i undervisningen eller i AAMS’ gruppelokaler.

Underviseren kan, ved særlige lejligheder, give tilladelse til, at der nydes alkohol i forbindelse med undervisningen.

Overtrædelse af regler for adfærd

Ved gentagne overtrædelser, og følgende advarsler, af Regler for adfærd, kan den studerende bortvises, enten i en tidsbestemt periode, eller for bestandig. I særligt alvorlige tilfælde kan bortvisning forekomme uden forudgående advarsel. Det er studieadministrationschefen, der kan træffe afgørelse herom, og den studerende har ret til at klage over afgørelsen.

Kontakt

Administrativ studiesekretær

Daniel Kolind Katborg - Studievejleder, teknologuddannelser og adgangskursus

Studievejleder