Hop til indhold

Hvad får man i løn som maskinmester?

Overvejer du at læse til maskinmester? Så tænker du måske på, hvad en maskinmester tjener, både som nyuddannet og senere i karrieren. Her på siden får du svaret, men det korte svar er, at maskinmesterfaget generelt byder på en attraktiv løn allerede fra start og gode muligheder for lønstigning over tid.

Gennemsnitsløn og lønstatistik for maskinmestre

Der er flere ressourcer til at tjekke lønstatistik og gennemsnitsløn for maskinmestre. Én mulighed er at bruge løntjekkeren på Jobindex. Vær opmærksom på, at der i lønstatistikken kan være forskel på hvor i landet du arbejder og om du arbejder i det private eller det offentlige.

For et mere dybdegående indblik kan du kigge i den årlige lønstatistik-rapport der udarbejdes af Maskinmestrenes Forening. Statistikken dækker lønoplysninger fra offentligt og privatansatte maskinmestre i land og fra privatansatte maskinmestre til søs.

I lønstatistikken for 2024 fremgår det, at en startløn for maskinmestre ligger på cirka. 47.743 kr., og den samlede gennemsnitlige løn for maskinmestrene var 67.653 kr. Lønnen vil dog variere meget ud fra ansvar, sektor, region og ansættelsesforhold.

Herunder beskriver vi de tre primære ansættelsesforhold for en maskinmester og hvilken løn du kan forvente under hvert område.

Dennis arbejder som Manager hos Vestas

Maskinmester løn for privatansatte på land

De fleste maskinmestre arbejder i private virksomheder på land, f.eks. inden for industri, energi, byggeri eller teknisk service. Som nyuddannet maskinmester i det private kan du forvente en startløn på ca. 47.000 kr. om måneden før skat (inkl. pension). Denne begyndelsesløn er høj sammenlignet med mange andre uddannelser og giver dig en solid indkomst fra dag ét.

Allerede efter få års erfaring stiger lønnen typisk mærkbart. Med 5–6 års anciennitet ligger gennemsnitslønnen omkring 60.000 kr. om måneden, og efter cirka 10 år nærmer den sig 70.000 kr. om måneden i gennemsnit (lønstatistik 2024, s. 6). Med andre ord kan din løn udvikle sig betydeligt i de første år af karrieren, i takt med at du opnår erfaring og større ansvar. Gennemsnitslønnen for maskinmestre i det private er som tidligere nævnt 67.653 kr.

Maskinmester løn til søs

En del maskinmestre vælger en karriere til søs, hvor de arbejder som maskinfolk på handels- eller passagerskibe, offshore-forsyningsskibe eller måske i marinefartøjer. Lønsystemet for maskinmestre til søs er lidt anderledes end på land. Som udgangspunkt udbetales lønnen efter DIS-ordningen (Dansk Internationalt Skibsregister) som en nettoløn, hvilket betyder, at lønnen er fritaget for skat og AM-bidrag. Du kan læse mere om dette hos SKAT her.

For en nyuddannet maskinmester til søs (typisk ansat som juniormester eller 3. mester) ligger startlønnen omkring 30.000 kr. om måneden netto (lønstatistik 2024, s. 13). Selvom dette umiddelbart lyder lavere end lønnen på land, skal man huske, at det er udbetalt efter skat. Den særlige skattefordel betyder, at 30.000 kr. til søs svarer til omtrent 47.000 kr. før skat på land (selvom dette kan variere baseret på dine individuelle skatteforhold).

Desuden får man som søfarende ofte kost og logi betalt ombord i perioder, og man har typisk længere sammenhængende friperioder hjemme mellem udmønstringer, alt sammen faktorer, der gør lønnen til søs konkurrencedygtig, selvom nettobeløbet er lavere.

Lønnen til søs stiger i takt med din rang og erfaring ombord. Når du avancerer til højere stillinger i maskinrummet (f.eks. til 2. mester, 1. mester og maskinchef/chefmaskinist) følger der også en pæn lønstigning med. Som maskinchef, der er den øverst ansvarlige maskinmester ombord, kan du forvente en månedsløn omkring 45.000 kr. netto eller mere, hvilket ca. svarer til en løn på 77.000 kr. før skat på land. En 1. mester (næsthøjest rangerende) ligger typisk omkring 40.000 kr. netto om måneden, svarende til 65.000 kr. før skat på land (lønstatistik 2024, s. 14).

Løn for offentligt ansatte maskinmestre

Nogle maskinmestre vælger at arbejde i offentlig regi, f.eks. i stat, region eller kommune. Det kan være jobs i forsyningsvirksomheder (el, vand, varme), på sygehuse med ansvar for tekniske anlæg, i Forsvaret eller i myndigheder som Arbejdstilsynet. Lønnen for offentligt ansatte maskinmestre fastsættes som regel af overenskomster, hvilket giver en mere fast ramme for lønudviklingen sammenlignet med privat ansættelse.

Som nyuddannet maskinmester i det offentlige på land ligger startlønnen på cirka samme niveau som i det private, omkring 47.000 kr. om måneden inkl. pension. Efter nogle års anciennitet stiger lønnen trinvis. For eksempel vil en maskinmester med ~5-9 års erfaring i en offentlig stilling typisk ligge i omegnen af 55.000 kr. om måneden, og med 10-14 års erfaring er den offentlige løn i gennemsnit 62.000 kr. om måneden. Generelt viser statistikken en gennemsnitsløn for overenskomstansatte maskinmestre i det offentlige på 56.781 kr. pr. måned inkl. pension (lønstatistik 2024, s. 16).

Selvom lønnen i det offentlige typisk ligger en smule under niveauet i det private, kan det offentlige ofte tilbyde høj jobsikkerhed, mere faste arbejdstider og klare rammer for både lønudvikling og arbejdsvilkår.

Maskinmester løn med ledelsesansvar

Fælles for de tre arbejdsområder er, at lønnen som maskinmester udvikler sig i takt med din erfaring og dit ansvar. Som det fremgår, begynder du på et højt niveau som nyuddannet og kan forvente lønstigninger i de følgende år. Mange maskinmestre oplever, at lønnen især får et nøk opad, når de bevæger sig ind i lederstillinger eller får personaleansvar.

Tallene fra 2024 viser, at maskinmestre med ledelsesansvar i det private i gennemsnit tjener 79.042 kr. om måneden sammenlignet med et gennemsnit på 61.578 kr. for maskinmestre uden ledelsesansvar (lønstatistik 2024, s. 10). At påtage sig ansvar for et team, et projekt eller en afdeling kan altså aflæses direkte på lønsedlen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad tjener en nyuddannet maskinmester?

Startlønnen for en nyuddannet maskinmester ligger i gennemsnit på ca. 47.000 kroner.

Får maskinmestre løn under praktik?

Når du læser til maskinmester, skal du som minimum i praktik én gang. Du får SU under dit praktikforløb, og praktikken er som udgangspunkt ulønnet, men praktikvirksomheden kan vælge at udbetale løn, hvis de vil.

Kontakt

Studievejleder