Som maskinmester bliver man aldrig færdig med at være nysgerrig

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

Der er 48 år mellem Sunes og Bjarnes eksamensbeviser, men de genkender den samme nysgerrighed og brede tekniske forståelse hos hinanden. Respekten for ny viden og praktisk erfaring går begge veje.

Sune blev færdig på Aarhus Maskinmesterskole i sommeren 2026 og skal om kort tid begynde hos TotalEnergies på Tyra-feltet. Bjarne blev maskinmester i 1978 og er på vej på pension efter et arbejdsliv der førte ham mange steder hen, både i Danmark og internationalt.

Uddannelsen og teknologien omkring dem er vidt forskellige. Begge lægger dog vægt på at forstå hele systemet og koble teori med praksis. Og de er enige om, at læringen fortsætter, selvom uddannelsen er afsluttet.

Læringen fortsætter efter eksamen

Da Bjarne blev færdig i 1978, regnede han med, at han skulle ud at sejle. Det kom han også, men senere førte arbejdet ham videre til et job som maskininspektør og siden projekter, vindenergi, og dermed internationalt samarbejde og ledelse.

Sune har valgt at begynde i produktionen på Tyra-feltet. Han vil tæt på anlæggene og lære dem at kende i praksis.

“Jeg starter i produktionen, og det er den bedste forudsætning for at lære det hele fra bunden. At gå rundt og se, hvad de forskellige ting gør, og få det i hænderne. Så må man se, hvad det ender med på sigt.”

Han føler sig godt klædt på af uddannelsen og har samtidig respekt for den erfaring, der først kommer med arbejdet. På spørgsmålet om, hvorvidt han føler sig som maskinmester, svarer han:

“En meget grøn maskinmester, hvis man kan sige det sådan.”

Tidligt i karrieren arbejdede Bjarne sammen med en erfaren kollega på et værft, en erfaren herre som tog sig tid til at lære fra sig. “Jeg fik nok ti års lærdom på et halvt år, en læring der ikke står i ’bøgerne’. Det var hårdt arbejde, men meget lærerigt, og det har jeg levet med og haft stor gavn af i resten af min karriere,” fortæller han. Derfor er et af hans råd til Sune også enkelt:

“Lyt til de mennesker, der har været der længe. Lyt til deres historier og erfaringer.”

At forstå hvordan ting virker

Teknologien og uddannelsen har ændret sig markant siden 1978. Den faglige tilgang, som Sune beskriver, er derimod genkendelig for Bjarne. Sune fremhæver forbindelsen mellem teori og praksis:

“Jeg tror, mange af os har en interesse for at forstå det hele på en eller anden måde, og særligt det praktiske. Mange af os lærer bedre ved at koble det praktiske til det teoretiske og omvendt.”

Han forventer ikke at kende alle de systemer, han møder. Til gengæld har uddannelsen givet ham et grundlag for at sætte sig ind i dem. Han kalder det en byggeklods, som ny viden kan bygges oven på.

Bjarne bruger ordet ”holistisk” om den samme evne. Gennem hans arbejdsliv har den brede tekniske forståelse gjort det muligt at tage erfaringer med fra én branche til en anden. Den følges af en kritisk nysgerrighed, som han har brugt i arbejdet med projekter og ikke mindst organisationer, og derved mennesker, samt ikke mindst kulturer, i sit internationale arbejde.

“Det, du ser på overfladen, er ikke altid sandheden. Du skal være kritisk. Man er nødt til at skille det ad, se på stumperne og undersøge, hvordan det er sat sammen.”

Uddannelsen som afsæt

Sune har brugt studietiden til at afprøve nogle af de muligheder, uddannelsen giver. Han har læst et semester i Malaysia og været i udlandet under sin værkstedspraktik. Han ville styrke sit engelsk og lære at arbejde med mennesker fra andre kulturer. Det ser han som en vigtig erfaring i virksomheder, hvor kollegerne ofte kommer fra mange lande.

I bachelorpraktikken arbejdede han med en vedligeholdelsesstrategi for undervandskabler til platforme i Nordsøen. Opgaven gav ham mulighed for at bruge sin faglighed på en konkret problemstilling og lære kollegerne i virksomheden at kende. Sune vurderer selv, at det var med til at bringe ham i betragtning til jobbet på Tyra-feltet.

Bjarnes internationale arbejdsliv giver Sune et billede af, hvor bredt uddannelsen kan bruges. Sune har ikke lagt en fast plan, men han kan godt se sig selv arbejde i udlandet igen:

“Jeg tror, uddannelsen kan føre mig alle de steder hen, jeg gerne vil, hvis jeg går hårdt nok efter det. Når man ser de steder, andre maskinmestre har været, og de ting, de har arbejdet med, giver det blod på tanden.”

Erfaring går begge veje

Bjarne er ligeledes tydelig om, at han også kan lære af Sune og hans generation. Han fremhæver den nye teknologi og den tætte forbindelse mellem uddannelse og virksomheder, som blandt andet kommer til udtryk i bachelorprojekterne.

“Der er ingen tvivl om, at jeg kan lære meget. Den teknik, der findes i dag, skal jeg lære. Og den måde, I kommer ud i virksomhederne og laver opgaver på, giver jer en gylden chance for at få det første job.”

Sune hæfter sig på sin side ved Bjarnes syn på ledelse. For Bjarne er en leder også ansvarlig for at udvikle de mennesker, der får en opgave, og hjælpe dem, når de møder noget, de endnu ikke kan løse: “Det kan godt være, du er leder, men forstå også, at du er mentor for de mennesker, du har,” forklarer han.

Sune kan godt forestille sig ledelse som en mulighed senere i arbejdslivet, men han vil først opbygge den erfaring, som rollen kræver.

“Jeg føler ikke, jeg er på et punkt endnu, hvor jeg kan være mentor. Der skal mere viden og mere læring til.”

Bjarne bruger ikke sin erfaring som et facit. Han er oprigtigt interesseret i den nye teknologi og i den måde, Sunes generation arbejder sammen med virksomheder på. Sune viser samtidig den respekt for praktisk erfaring, som Bjarne selv fremhæver.

På Tyra-feltet skal Sune lære anlæggene og kollegerne at kende fra bunden. Bjarnes råd følger med: “Lyt til de mennesker, der har været der længe.” Bjarne vender selv blikket mod den teknologi og de arbejdsformer, Sunes generation bringer med sig. Begge går til faget med forventningen om, at der stadig er noget at lære. På spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde bliver færdig som maskinmester, er Bjarnes svar kort:

“Du kan ikke blive færdig med det”, eller som hans sloganer ”LLL = Long Life Learning”

Andre nyheder