Hamid Smaakjær Nejad er maskinmesterstuderende på 9. semester og i praktik hos EWII i Kolding, hvor han arbejder med projektledelse. Til daglig er han en del af virkelige opgaver, hvor han skal holde overblik, samarbejde med kolleger og få projekter til at bevæge sig fremad. Efter praktikken fortsætter han hos EWII med sit bachelorprojekt, og forløbet viser, hvordan god praktik bliver skabt gennem plan, faglighed og tæt samarbejde.
Praktik med retning
Hamid sidder ikke bare med og kigger. I praktikforløbet hos EWII er han med i arbejdet omkring projekter, hvor der skal holdes styr på opgaver, mennesker, tid og fremdrift. Det er den del af maskinmesterrollen, han gerne vil tæt på: projektledelse i praksis. Ikke som noget abstrakt fra et klasselokale, men som noget der sker i møder, i planlægning og i den daglige koordinering, hvor små beslutninger kan få stor betydning.
“Vi ved, hvornår vi skal være hvor, og hvad vi skal lave.”
Netop det gør EWII til et godt praktiksted for Hamid. Her er praktik ikke et løst forløb, hvor en studerende selv må gætte sig frem. Hamid har fra begyndelsen oplevet, at der er tænkt over forløbet. Der er en plan, tydelige rammer og en forventning om, at han skal være en reel del af arbejdet. “Der er struktur over det her. Forud for, at vi landede, fik vi at vide, at der var en plan,” fortæller han. “Vi ved, hvornår vi skal være hvor, og hvad vi skal lave.”
Det lyder enkelt, men for Hamid gør det en stor forskel. Praktik er nemlig ikke bare et afbræk fra studiet. Det er et sted, hvor teori bliver prøvet af i virkeligheden, og hvor Hamid mærker, hvordan arbejdslivet for en maskinmester er. Og når rammen er tydelig, bliver der mere plads til at lære.

Fra studerende til kommende professionel
Hamid er på 9. semester af maskinmesteruddannelsen, og han glæder sig til at blive færdig. Han bor til daglig i Vejle, og nu står han i den del af uddannelsen, hvor praktikopholdet bliver et vigtigt springbræt videre mod både bachelor og job. For ham handler det ikke kun om at bestå et praktikforløb. Det handler om at afprøve, hvilken maskinmester han gerne vil være.
Han har valgt retningen og valgfaget teknisk projektleder, fordi han gerne vil arbejde i feltet mellem teknik, mennesker og ansvar. Det hænger også sammen med hans egen vej ind i faget. Før maskinmesteruddannelsen tog han en industrioperatøruddannelse, fordi han ville forstå arbejdslivet tæt på driften og dem, der står med opgaverne i praksis. “Vi får altid at vide, at vi er fremtidens ledere,” siger han. “Den bedste indsigt får man ikke ved kun at læse om, hvordan det er at være på gulvet, men ved faktisk at opleve det.”. Derfor tog han uddannelsen som industrioperatør, inden han begyndte på maskinmesteruddannelsen.
Den tanke følger ham stadig. Derfor betyder det også noget, at han i EWII ikke bliver sat udenfor, men bliver taget alvorligt som en del af virksomheden. “Jeg bliver behandlet ikke som en fejedreng eller praktikant. Jeg er en mand i virksomheden,” siger han.
I sit bachelorprojekt har Hamid valgt at arbejde med management som sit hovedfag. Management er det fag på maskinmesteruddannelsen, hvor de studerende arbejder med ledelse og det at planlægge arbejdet, koordinere mennesker og ressourcer. Mange nyuddannede maskinmestre træder direkte ind i lederroller, hvor de skal træffe beslutninger og hvor drift, sikkerhed og samarbejde skal fungere. Maskinmesteruddannelsen er en teknisk lederuddannelse, og management er med til at forberede de studerende på roller som for eksempel projektleder, driftsleder eller teknisk chef.
Og det er netop management-faget og ledelsen, som Hamid brænder for, og som han får erfaring med i sin praktik: ”Jeg har fået et godt indblik i de forskellige stadier, både i forhold til tidsplaner og alle de andre aspekter. Min praktik og maskinmesteruddannelsen generelt forbereder mig på at blive en god leder i fremtiden.”
Når teori møder virkelige opgaver
Det er i praktikken den studerende går fra at lære om ansvar til at stå midt i det. Ikke alene, men heller ikke på sidelinjen.
For Hamid betyder det, at han er med til at holde overblik over projekter og sikre, at opgaver bevæger sig fremad. Projektledelse i praksis handler ikke kun om planer på papir. Det handler om at koordinere, følge op, stille spørgsmål, se risici i tide og få mennesker med forskellige roller til at arbejde i samme retning.
En oplevelse står særligt klart for ham. I en sag, der havde været under behandling i flere måneder, stod en gruppe kollegaer og vendte et potentielt problem. Her oplevede han, hvordan en enkel tanke kunne åbne sagen op. “Vi stod en håndfuld folk, eksperter inden for hvad end område vi nu var, og lavede en god gammeldags brainstorm, og så kom der bare en mega simpel løsning på et potentielt farligt problem,” fortæller han. “Det tror jeg er et af dem, jeg aldrig kommer til at glemme.”
Den slags oplevelser forklarer hvad praktikforløbet kan. Man ser, hvordan faglighed, samarbejde og dømmekraft spiller sammen. Og man lærer, at gode løsninger ikke altid er de mest komplicerede.
En vejleder, der kender faget
Anders Juul er maskinmester, praktikansvarlig og Hamids kontaktperson i EWII. Han har arbejdet med drikkevand i 30 år og har mange års erfaring med praktikanter. Hos EWII tager de som regel tre praktikanter ind hvert halve år, og Anders kender maskinmesteruddannelsen indgående, blandt andet gennem sit arbejde som censor på SIMAC. Den erfaring mærkes i måden, praktikforløbet er bygget op på.
For Anders er et godt praktikforløb ikke noget, der opstår af sig selv. Det kræver rammer, tydelighed og realistiske forventninger. “Når man kommer hos os, så tilbyder vi nogle rammer, men vi løser ikke bacheloropgaven for den studerende” siger han og fortsætter: “Vi faciliterer, vi stiller krav, og hjælper så langt vi kan.”
“Det giver en dynamik, som vi ellers ikke ville få.”
Et godt praktikforløb hos EWII er altså ikke et beskyttet rum, hvor virksomheden gør arbejdet for den studerende. Det er et forløb, hvor den studerende får ansvar i passende doser og samtidig ved, hvem man kan spørge, og hvad målet er. Den balance har Hamid fundet.
Anders peger også på, hvad virksomheden selv får ud af at tage praktikanter ind. “Der kommer nogle mennesker ind og stiller alle de der spørgsmål, som vi ikke selv har fantaseret os til,” siger han: “Det giver en dynamik, som vi ellers ikke ville få.”

Derfor fungerer forløbet
Når Hamid taler om EWII, vender han tilbage til det samme punkt: plan og struktur. Det giver ro. Ikke fordi alt er låst fast, men fordi han ved, hvad han går ind til. “Man kommer aldrig herned og tænker: Hvad sker der i morgen, eller hvad sker der om tre uger? Det kan jeg kigge i kalenderen,” siger han.
Det er netop sådan et praktikforløb bliver godt. Den studerende skal ikke bruge energi på at regne ud, om der overhovedet er tænkt over forløbet. Energien skal bruges på at lære, bidrage og udvikle sig.
For Hamid har forløbet også åbnet næste dør. Han skal skrive bachelorprojekt hos EWII. Og det er ikke tilfældigt, for praktikken har givet ham både indblik i virksomheden og mod på at arbejde videre med den tekniske projektledelse: “Det kunne være fedt, hvis jeg kunne repræsentere dét,” siger han om sit bachelorarbejde: “både give noget til EWII, men også inspirere andre.”
Råd til virksomheder og studerende
Rådet til andre virksomheder, der overvejer maskinmesterpraktikanter, er klart: “De skal se potentialet i praktikanterne og praktikforløbet. Det er det, det handler om,” siger Anders. Og det råd kan oversættes ret konkret:
- Hav en plan fra start.
- Vær tydelig om forventninger.
- Giv den studerende rigtige opgaver.
- Følg op undervejs.
- Betragt praktik som en investering i fremtidige medarbejdere
Hamids erfaring peger samtidig på nogle gode råd til andre studerende. Søg et sted, hvor der er tænkt over forløbet. Vær nysgerrig og tag ansvar. Spørg ind, når du ikke forstår noget. Og brug praktikken til at finde ud af, hvilken rolle du gerne vil have i arbejdslivet.
For Hamid er praktikken hos EWII blevet et sted, hvor han kan se sig selv i maskinmesterprofesionen. Et sted, hvor han lærer, hvad det vil sige at stå midt i virkelige projekter. Og et sted, hvor næste skridt allerede er i gang.



