Udlandsophold gav Sune kompetencer og oplevelser for livet

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

For Sune Rye Markvart, der læser til maskinmester på Aarhus Maskinmesterskole, har det været en prioritet at bruge uddannelsen som afsæt til at opleve verden. Han har både været i værkstedspraktik på Malta og på universitetsophold i Malaysia, og han lægger ikke skjul på, at det har givet ham både faglige kompetencer, internationale netværk og oplevelser, han aldrig ville have været foruden.

“Min egen rejse startede med 9 måneders værkstedspraktik på et femstjernet hotel på Malta. Som maintenance trainee fulgte jeg hotellets elektrikere og køleteknikere. Selvom praktikken var ulønnet, fik jeg både kost og logi på hotellet, hvilket betød, at jeg boede dør om dør med 15 andre jævnaldrende praktikanter fra hele Europa,” fortæller han.

Det var ikke kun det faglige udbytte, der gjorde opholdet på Malta værdifuldt. Den internationale hverdag og det tætte fællesskab med andre unge fra hele Europa skabte en lærerig og uforglemmelig ramme for praktikken: “Selvom 9 måneder lyder af lang tid, så fløj tiden afsted. Når det ikke var hverdag og tiden gik med praktik, var der mulighed for at udforske øen og nyde det dejlige klima Malta har at byde på.”

Erfaringerne fra Malta gav ham lyst til mere. Derfor begyndte han allerede i god tid at undersøge mulighederne for et udlandsophold i valgfagssemesteret. Valget faldt på University of Nottingham Malaysia. Her kunne han få opfyldt de faglige krav, som hører til maskinmesteruddannelsen, samtidig med at han kunne få store oplevelser med i rygsækken.

“Mit valg faldt på University of Nottingham Malaysia, da dette universitet imødekom alle mine ønsker. Det ligger i Sydøstasien, er et anerkendt universitet og gav mulighed for at bo på campus.”

Sune tog afsted alene, men understreger, at det ikke skal afskrække nogen. Tværtimod oplevede han hurtigt, hvor stærkt fællesskabet mellem internationale studerende kan være. “Man møder hurtigt ligesindede som er ligeså ivrige efter at få mest muligt ud af deres udlandssemester.”

Opholdet i Malaysia varede knap seks måneder, hvoraf tre af dem var med undervisning. Resten af tiden brugte han på at opleve regionen i dybden: “Det betyder altså at det ikke bare er et semester på et udenlandsk universitet, men også motorcykeltur i Vietnam, dykkercertifikat i Thailand, maraton i Singapore og idyllisk ø-liv i Indonesien.”

Udlandsophold kan styrke CV’et

På Aarhus Maskinmesterskole er der flere muligheder for at komme på udlandsophold. Studerende kan tage til udlandet både under værkstedspraktikken, valgfags-semesteret og bachelorpraktikken. Det er muligt at kombinere flere ophold, og dermed tilbringe op til 3,5 semestre i udlandet, hvilket giver mulighed for næsten to års international erfaring.

Ifølge skolens internationale koordinator, Jannie Sloth Hesselbjerg, er det ikke kun en mulighed for oplevelser, men også en styrke, når man som nyuddannet træder ud på arbejdsmarkedet.

“Det giver helt unik mening at tage til udlandet som maskinmesterstuderende, fordi man både kan få faglige udfordringer og oplevelser, der rækker langt ud over klasselokalet. Vi ved fra arbejdsgivere, at internationale erfaringer skiller sig positivt ud, når man søger job,” siger hun.

Hun understreger samtidig, at man ikke står alene med sine ønsker om at kommet til udlandet: “Vi vejleder gerne de studerende, der vil til udlandet. Det skal være trygt og overskueligt at tage af sted, uanset om man er rejsevant eller skal ud for første gang.”

For Sune har udlandsopholdene været en naturlig del af hans uddannelse, og han fortæller at man ”sagtens få stillet sin rejselyst, samtidig med at man læser til maskinmester.”

Andre nyheder