"Det handler om at få tingene til at spille"
Sif Hesselvig er teknisk driftsleder for solparker hos Eurowind Energy i Hobro. Hun var lige ved ikke at vælge maskinmesteruddannelsen, fordi hun troede, det var et job hvor folk gik i kul til albuerne. I dag står hun med ansvaret for, at strømmen flyder.
En god dag er en grøn dag
På skærmen i kontoret blinker der røde alarmer. En inverter – den enhed, der laver solpanelernes jævnstrøm om til vekselstrøm, så den kan sendes ud på elnettet – er gået i stykker i en af parkerne. Sif Hesselvig pakker bilen med reservedele sammen med sin kollega, og så går turen ud i marken.
Sif er teknisk driftsleder hos Eurowind Energy, der bygger og driver vind- og solparker i Danmark og en række europæiske lande. Hendes ansvar er primært de danske solparker, men hun bruger også meget af sin tid på at bakke kollegaerne i Polen, Rumænien og Tyskland op.
“Det er der, jeg har det bedst – ude i parken. Det handler om at få tingene til at spille. Når der er røde alarmer, og du så er i parken, kommer hjem, og så er de blevet grønne. Det er den bedste følelse.”
Det handler om oppetid. Jo flere timer panelerne producerer strøm, jo bedre. Når alarmen viser, at en inverter eller en tracker – det system, der drejer panelerne efter solen – ikke kører, betyder det tabt produktion. Sif planlægger dagen, finder fejlen, henter de rigtige reservedele og tager afsted.
“Jeg kan virkelig godt lide at komme ud og lave noget praktisk. Bagefter sidder jeg med rapporteringen og det administrative. Det var den blanding, jeg gik efter.”
Vejen ind i faget
Sif er 31 år, opvokset i Aalborg og student fra et almindeligt STX-gymnasium i 2013. Men det var ikke et lineært forløb fra studenterhuen til Aarhus Maskinmesterskole. Tværtimod.
Efter gymnasiet blev hun værnepligtig og endte med at blive seks-syv år i Forsvaret. Først som sanitetssoldat, der kørte ambulance, senere som administrativ medarbejder på kommandokontoret på Aalborg Kaserne i Nørresundby. Hun sluttede som overkonstabel af første grad.
“Jeg havde egentlig kun planlagt at være der i fire måneder. Men så gik der lige pludselig seks-syv år. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle være soldat for evigt – men jeg syntes, det var svært at finde ud af, hvor jeg passede ind.”
Hun prøvede et år på radiograf-studiet. Teorien var spændende, men den hverdag, hun havde i sigte, tiltalte hende ikke. Hun søgte tilbage til Forsvaret og skulle nu til at overveje hvad hun så ville.
Da hun gik ind og undersøgte maskinmesteruddannelsen, ændrede hendes opfattelse af faget sig.
“Jeg tænkte først: Det skal jeg bare ikke. Det er sådan nogen, der står nede i et eller andet fyrrum med kul op ad albuerne. Men så gik jeg ind og undersøgte det og fandt ud af, at det jo ikke er år 1900 længere. Vi har udviklet os lidt.”
Det, der overbeviste hende, var bredden. At maskinmesteruddannelsen er både en teknisk uddannelse og en lederuddannelse, og at den giver mange forskellige veje at gå.
“Jeg er bange for at låse mig fast i noget. Som maskinmester kan du tage en helt anden dør, hvis du vil. Det er ikke så klaustrofobisk.”
Studiegruppen gjorde forskellen
Sif begyndte på værkstedsforløbet på 1. semester, men fik et halvt års merit for sin tid i Forsvaret, så hun kortede et halvt år af sin uddannelse. Men da hun så skulle i gang med 4. semester og alt teoriundervisningen, var hun ikke sikker på, at det ville gå: “Jeg tænkte, det første år, at det aldrig ville gå. Jeg kunne ikke finde ud af matematik. Jeg havde egentlig ikke den største tro på, at jeg ville klare det.” Dét, der fik hende igennem, var studiekammeraterne.
“Man kan gå ind i grupperummet og fortælle sine kammerater, at man ikke fattede en meter af dét, der blev sagt. Det med at få sagt det højt og snakket om det – det gør virkelig en forskel.”
Studiegruppen blev afgørende for Sif, og I dag har hun stadig en madklub med flere af dem, som mødes med jævne mellemrum – senest hjemme hos hende i Lystrup uden for Aarhus.
Da el-undervisningen, efter fjerde semester, begyndte at handle om virkelige anlæg og ikke bare regneregler, faldt brikkerne heldigvis på plads, og Sif blev færdig som maskinmester i januar 2025.
“Tiden fløj afsted. Det var godt selskab, og jeg kunne virkelig godt lide at være studerende. Selvom eksamener var skræmmende, var det også megafedt at få lov til at bevise, at det arbejde, man har lagt i det, giver et resultat.”
Hverdagen i Eurowind Energy
Eurowind Energy bygger og driver vedvarende energianlæg i flere europæiske lande – primært vind og sol, men også brintanlæg. Sif kom ind i virksomheden som praktikant på 9. semester. Det var kombinationen af det praktiske og det administrative i jobbet med solparkerne, der trak i hende.
Efter praktikken var afdelingen fuldt besat, så hun tog tre måneder som teknisk projektleder hos Teknologisk Institut. Så ringede hendes nuværende chef Steen, som også er maskinmester fra Aarhus Maskinmesterskole, og spurgte, om ikke hun ville tilbage. Det ville hun gerne, og siden juni 2025 har hun været teknisk driftsleder.
I sidste uge var hun i Tyskland for at se en nybygget park. Ugen før var hun i Polen sammen med sin nærmeste kollega Dan – også maskinmester, også tidligere soldat – for at lave commissioning-gennemgang på tre nye parker. En commissioning-gennemgang betyder, at de tjekker, om parken er bygget efter aftalen og lever op til standarden, før den overdrages fra dem, der har bygget den, til driftsafdelingen.
“Vi har en hel tjekliste. Og en gang om året laver vi en termisk overflyvning med drone i alle vores parker, så vi kan se, om der er noget på panelerne, der ser mærkeligt ud.”
Hun snakker engelsk næsten hver dag med kollegaerne i udlandet. Den polske driftsleder skriver, når han er i tvivl, og det er Sifs afdeling, der sætter retningslinjerne og standarderne på tværs af landene.
“Det tekniske engelsk bliver virkelig udviklet. Det er noget helt andet end almindeligt turist-engelsk. Og så er der et stort ansvar i at være den, der sætter standarden og processerne. Det er fedt.”
Råd til kommende maskinmestre
Sif kan godt huske, at hun selv var ved at trække stikket, da matematikken ramte. Hun har talt med en veninde, der står over for det samme valg, og som siger præcis det samme: “Jeg er ikke så god til matematik, og det er hundrede år siden.”
“Det slog mig, at der må være rigtig mange, der har det sådan. Men det handler nok mere om, hvor meget man tror på sig selv. Du går ind i det ukendte og har ikke prøvet det før” fortæller Sif.
Hendes råd er enkelt: Gør dig umage og find ud af, hvordan du selv lærer bedst. For hende var det ikke at læse mange sider om emnerne, men at se video og snakke med studiegruppen.
Hun vil gerne arbejde mere med ledelse på et tidspunkt, men ikke endnu. Lige nu er der nok at tage fat på i parkerne: “Jeg keder mig ikke. Der sker hele tiden noget.”
