”Du kan være der i 20 år og stadig lære nyt hver dag”
Simon Gaarde er maskinmester fra Aarhus Maskinmesterskole. I dag arbejder han som Production Technician for Semco Maritime på produktionsplatformen Dan F i Nordsøen. Her er han med til at holde et omfattende anlæg i drift, mens olie, gas og vand bliver skilt ad, behandlet og sendt sikkert videre.
Et anlæg, der aldrig står stille
Når olie og gas kommer op fra undergrunden, følger der også vand med. De tre dele ankommer til Dan F som en blanding, og én af produktionsholdets centrale opgaver er at skille dem fra hinanden.
I separatorerne bliver gassen skilt fra væsken, mens olien og vandet fordeler sig i hvert sit lag og kan ledes videre. Olien sendes gennem rørsystemet og videre til raffinaderiet i Fredericia. Gassen bliver tørret i et særskilt anlæg, inden den sendes mod land. Vandet indeholder rester af olie og skal derfor renses. Det sker blandt andet i hydrocykloner, hvor vandet sættes i rotation, så olien kan skilles fra.
Fra kontrolrummet følger Simon og kollegerne tryk, temperaturer og alarmer. Ude på platformen går de runder mellem rør, ventiler, turbiner og elmotorer. Her undersøger de afvigelser, følger op på fejl og vurderer, hvad der skal gøres, hvis en del af anlægget ikke reagerer som forventet.
Det er netop kombinationen af teknik og praktisk arbejde, der tiltaler Simon. ”Jeg går og laver ting med mine hænder,” fortæller han. Og anlægget er så omfattende, at erfaring ikke betyder, at man bliver færdig med at lære. Tværtimod. ”Du kan være der i 20 år og stadig lære nyt hver dag,” siger Simon.
Simon vidste, hvor han ville hen
Simon er fra Kalundborg og overvejede efter sin studentereksamen både at blive folkeskolelærer og maskinmester. Den tekniske problemløsning og muligheden for at arbejde praktisk fik ham til at vælge maskinmesteruddannelsen.
Han begyndte sin uddannelsesvej på Fredericia Maskinmesterskole og fortsatte senere på Aarhus Maskinmesterskole. Under studiet fandt han sit mål: Han ville arbejde offshore og søgte derfor målrettet en bachelorpraktik hos TotalEnergies, som er operatør på Dan-feltet i Nordsøen.
Simon brugte sit netværk, skrev til relevante kontakter og fulgte løbende op. Praktikpladsen kom ikke af sig selv, og hans råd til andre studerende er derfor enkelt: ”Vær opsøgende.”
I august 2025 begyndte han i praktik hos TotalEnergies. Forløbet blev efterfølgende forlænget, og kort efter sin dimission i januar 2026 begyndte han som Production Technician hos Semco Maritime på Dan F. Dermed kom han direkte fra uddannelsen og ud i det arbejdsliv, han havde gået efter.
Bachelorprojekt tæt på driften
Praktikken dannede også rammen om Simons afsluttende projekt, der tog udgangspunkt i et helt konkret problem hos TotalEnergies. Produktionsplatformen Dan F i Nordsøen skal overholde EU’s skærpede krav til udledning af NOx fra sine gasturbiner.
NOx er en fælles betegnelse for kvælstofoxider, der blandt andet dannes ved forbrænding, og udledningen er reguleret. For Dan F er der meget på spil, for platformen står for omkring en tredjedel af gaseksporten fra den danske del af Nordsøen.
I projektet skulle Simon både forstå miljøkravene og den konkrete proces bag turbiner og kompressorer. På den baggrund udviklede han et system, som efterfølgende blev taget i brug.
Bachelorprojektet blev dermed tæt forbundet med den daglige drift. Simon kunne bruge teorien fra uddannelsen på et virkeligt teknisk problem og se, at løsningen faktisk kom i anvendelse.
Der skal mere til end maskinmesteruddannelsen
Tilgangen fra maskinmesteruddannelsen og bachelorprojektet kunne Simon tage med ud på platformen, da han begyndte arbejdet efter sin dimission, men det er ikke nok, at være uddannet maskinmester. Simon har allerede gennemført omkring 60 dages kurser og efteruddannelse, for det er ikke nok at have maskinmesteruddannelsen i rygsækken, når man skal arbejde offshore. Han har blandt andet været igennem helikoptertræning, brandkursus, førstehjælp og træning i redningsbåde. Dertil kommer offshore-kurser og undervisning i H₂S, svovlbrinte, som er en giftig gas, der kan forekomme ved olie- og gasproduktion.
Der er meget fokus på sikkerhed på en produktionsplatform. For Simon begynder arbejdet, før nogen løsner en bolt eller åbner en ventil. Opgaven skal beskrives, risiciene skal vurderes, og kontrolleres.
Mange opgaver kræver en arbejdstilladelse, ofte omtalt som et permit. Her bliver arbejdsområdet, risiciene og de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger gennemgået. Det gælder eksempelvis ved arbejde på rør, elektrisk udstyr eller dele af anlægget, der først skal isoleres fra resten af processen.
Nye funktioner og ansvarsområder kræver yderligere træning. Sikkerhed er derfor ikke noget, Simon og kollegerne bliver færdige med efter et grundkursus. Det er en fast del af planlægningen og udførelsen af alle opgaver på platformen.
Et socialt arbejdsliv langt fra land
Når Simon er offshore, arbejder, spiser og træner han sammen med de samme kolleger. Arbejdsdagen og fritiden foregår på et begrænset område, og man lærer hurtigt hinanden at kende.
Forestillingen om, at offshore-livet er ensomt, kan Simon ikke genkende. ”Det er præcis det modsatte. Det er meget socialt. Vi hjælper hinanden,” fortæller han.
Fællesskabet viser sig både efter arbejdstid og midt i de tekniske opgaver. Ingen kan kende alle platformens systemer i detaljer. Derfor spørger medarbejderne hinanden, deler erfaringer og trækker på de kolleger, der har arbejdet på anlægget i mange år.
Jo bedre Simon lærer Dan F at kende, desto mere oplever han, at man ”får et personligt forhold til platformen”. Det handler om at forstå, hvordan anlæggets enkelte dele hænger sammen, og om at tage ansvar for, at de fungerer.
Mød flere maskinmestre
Maskinmestre arbejder mange forskellige steder. Her kan du møde nogle af dem og blive inspireret til din karriere.
Mød Stefan, der er maskinmester hos Coop

Mød Casper, der er maskinmester hos Priess A/S