Ny rektor skal styrke Aarhus Maskinmesterskoles position og retning

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

Benny Dalgaard er udpeget som ny rektor for Aarhus Maskinmesterskole. Med et indgående kendskab til institutionen og mange års erfaring med uddannelsesledelse skal han stå i spidsen for den videre udvikling af Danmarks største maritime uddannelsesinstitution med omkring 1.200 studerende.

Aarhus Maskinmesterskole har ansat Benny Dalgaard som ny rektor pr. 16/3 2026. Han tiltræder med et solidt kendskab til både institutionen, de studerende, medarbejderne og de rammevilkår, der former de maritime uddannelser.

”Jeg har takket ja til stillingen med en blanding af stolthed, ydmyghed og begejstring. Mest af alt er jeg stolt af at jeg får mulighed for at lede denne traditionsrige skole videre, som jeg har været en del af i mere end 20 år. Vi har nogle fantastiske uddannelser og et hus fyldt med superdygtige og engagerede kollegaer, som jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med” fortæller han.

Mere end 20 års erfaring fra Aarhus Maskinmesterskole

Benny Dalgaard har været en del af Aarhus Maskinmesterskole i mere end 20 år og har gennem en årrække haft centrale ledelsesroller på skolen. Siden 2019 har han været uddannelseschef med ansvar for drift, udvikling og kvalitetssikring af flere uddannelser, og han har desuden betydelig erfaring med etablering af nye uddannelsestilbud, sektorsamarbejde og strategisk udvikling.

Om sin kommende opgave fortæller Benny Dalgaard at han “går til opgaven med stor respekt for Aarhus Maskinmesterskoles historie og med et klart blik for, hvad der kræves fremadrettet. Vi skal bygge videre på et stærkt fundament, udvikle relevante uddannelser til en sektor i forandring og sikre, at Aarhus Maskinmesterskole også i de kommende år går forrest, når det gælder kvalitet, ledelse og teknologisk udvikling.”

Med udpegningen af Benny Dalgaard markerer Aarhus Maskinmesterskole samtidig en tydelig strategisk retning. Skolen vil fastholde sin særlige identitet og sine stærke traditioner, samtidig med at den styrker sit fokus på forskning- og udvikling i fremtidens teknologier og de kompetencer, som erhvervsliv og samfund efterspørger.

I spidsen for Danmarks største maritime uddannelsesinstitution

Som Danmarks største maritime uddannelsesinstitution har Aarhus Maskinmesterskole en særlig forpligtelse til at præge udviklingen i sektoren. Det gælder både i forhold til uddannelseskvalitet, samarbejde og samfundsrelevans. Derfor er det også et centralt sigte, at skolen fortsat skal gøre sin stemme hørt i den offentlige og politiske samtale om uddannelse, kompetencebehov, grøn omstilling og teknologisk udvikling:

“Det er afgørende, at vi fastholder det, der gør Aarhus Maskinmesterskole til noget særligt. Vi skal fortsætte og styrke vores faglige miljøer og vores tætte forbindelse til praksis. Samtidig skal vi fortsætte det stærke samarbejde mellem de maritime uddannelser, fordi det er en styrke for hele sektoren og for det samfund, vi uddanner til. Og vi skal fortsat markere os tydeligt, når der træffes beslutninger, som har betydning for de maritime uddannelser.”

Benny Dalgaards har mangeårig erfaring med uddannelsesledelse, organisationsudvikling, personaleledelse og ressourcestyring. Han er uddannet cand.merc. i strategi og ledelse fra Handelshøjskolen i Aarhus og har desuden videreuddannet sig med en HR Business Partner-uddannelse i 2024 og en Mini MBA i psykologi i 2025.

For Aarhus Maskinmesterskole betyder rektorskiftet et fornyet fokus på drift og videreudvikling af en institution med en tydelig faglig profil og en vigtig rolle i det danske uddannelseslandskab. Med blik for historien og ansvar for fremtiden er der en klar ambition om at Aarhus Maskinmesterskole skal fortsat være en markant, samlende og toneangivende aktør blandt de tekniske og maritime uddannelser.

Om Aarhus Maskinmesterskole

Aarhus Maskinmesterskole er Danmarks største maritime uddannelsesinstitution med omkring 1.200 studerende. Skolen uddanner maskinmestre, automations- og produktionsteknologer og arbejder tæt sammen med erhvervsliv, organisationer og uddannelsesinstitutioner om at udvikle stærke, praksisnære og fremtidssikrede uddannelser til den maritime og tekniske sektor.

Andre nyheder

Praktikken hos EWII giver Hamid retning mod bacheloren

Hamid Smaakjær Nejad er maskinmesterstuderende på 9. semester og i praktik hos EWII i Kolding, hvor han arbejder med projektledelse. Til daglig er han en del af virkelige opgaver, hvor han skal holde overblik, samarbejde med kolleger og få projekter til at bevæge sig fremad.
Læs mere >