”Den bedste beslutning jeg har taget i mit liv”

Frederik Bach Hansen er maskinmester, årgang 2024, og projektleder hos Grundfos i Bjerringbro. I dag arbejder han med ny produktionsteknologi, der kan spare vand, energi og CO₂, og hans vej dertil begyndte med en EUX som personvognsmekaniker. For ham har maskinmesteruddannelsen åbnet en dør til både teknik, projektledelse og grøn omstilling.

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

Hverdagen i Grundfos

Når Frederik Bach Hansen går på arbejde i Grundfos, handler det ikke kun om at få en produktion til at køre. Det handler også om at finde smartere måder at gøre tingene på. I dag sidder han i virksomhedens innovationsmiljø og arbejder med ny produktionsteknologi. Opgaven er konkret: Kan processer gøres mere bæredygtige? Kan der spares vand, CO₂ og energi? Kan en idé flyttes fra forsøg til drift i den virkelige produktion?

Det er netop den kombination, der tiltaler ham. Grundfos beskriver sig selv som en global virksomhed inden for energieffektive pumpeløsninger og vandløsninger til blandt andet industri, bygninger og forsyning. Samtidig har virksomheden et tydeligt fokus på vand, klima og mere ressourceeffektive løsninger. Det passer godt med den hverdag, Frederik er en del af i Bjerringbro. Og når han forklarer, hvorfor jobbet giver mening, er han ikke i tvivl:

”Min motivation kommer fra nysgerrigheden og muligheden for gennem innovation at udvikle mere bæredygtige løsninger – og faktisk se det fungere i praksis.”

Frederiks arbejde som Sustainable Manufacturing Project Manager er et godt billede på, hvad maskinmesterfaget kan være. Ikke kun klassisk drift og vedligehold, men også udvikling, projektledelse og optimering af tekniske systemer. Maskinmesteren er ofte den, der både forstår anlægget, processen og menneskene omkring det.

Vejen ind i faget

Frederik er 27 år og kommer fra Silkeborg. Før han blev maskinmester, tog han en EUX som personvognsmekaniker på College360. Den vej gav ham både håndværket og de boglige fag med fra starten. Allerede som barn havde han en trang til at skille ting ad og samle dem igen.

Det praktiske lå naturligt til ham. Men EUX’en gav ham også noget andet: en forståelse for, at han både kunne bruge hænderne og arbejde teoretisk. Den dobbelte tilgang blev vigtig senere. Han oplevede tidligt, at kombinationen af mekanisk forståelse og naturfag gav et stærkt afsæt.

På EUX’en arbejdede han med projekter, som stadig står klart i erindringen. Sammen med to klassekammerater byggede han blandt andet en hjemmelavet brændselscelle som afsluttende projekt. Det var den type opgaver, der gjorde ham stolt og viste, at han havde fundet en retning, hvor teknik ikke bare skulle forstås, men også skulle virke i praksis.

Efter uddannelsen blev han i faget og arbejdede to år på det værksted i Silkeborg, hvor han havde været i lære. Den erfaring vil han ikke være foruden. Men vennerne pressede venligt på og mindede ham om, at hvis han ville videre, skulle han tage springet nu.

“De blev ved med at trykke mig lidt på maven og sige: ’du kommer aldrig i gang. Når du først har fået voksenløn, så stopper du ikke’,” fortæller han. Så han søgte ind på maskinmesteruddannelsen og startede direkte på fjerde semester, som han betegner som ”Den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv.”

Studiet som maskinmester

For Frederik blev maskinmesteruddannelsen et sted, hvor hans baggrund gav mening. Han kom med en stærk praktisk forståelse, som uddannelsen byggede lag på. Her blev teknik sat ind i en større sammenhæng med beregninger, problemløsning og senere hen projektledelse.

Det er netop noget af det, der kendetegner maskinmesterfaget. Du lærer ikke kun at forstå enkelte dele, men hele systemer. Det kan være alt fra el, vand og ventilation til produktionsanlæg og energisystemer. Og du lærer at oversætte mellem værkstedet, kontrolrummet og mødelokalet.

Frederik beskriver selv maskinmesterens tilgang meget præcist, da han taler om sin bachelorpraktik i Grundfos. Dengang havde afdelingen ikke haft en maskinmester før. Reaktionen var ifølge ham nogenlunde sådan her: “Hvad er det for en bandit, der kommer nu?”. Men Frederik trådte let ind I afdelingen og viste alle, hvor maskinmesteren gør en forskel, nemlig i kombinationen af hænder og hoved.

Det er svært at sige det mere maskinmester-agtigt. Faget er for mange kendetegnet ved netop en blanding af nysgerrighed, praktisk sans og ansvarsfølelse. Du vil forstå, hvad der sker, ikke kun på skærmen, men også ude ved anlægget.

Fra idé til produktion

I dag arbejder Frederik i en afdeling, hvor mange kolleger har specialistbaggrunde som ingeniører og forskere. Det ændrer ikke på, at maskinmesterprofilen har sin styrke. Tværtimod. Han beskriver sin egen rolle som én af dem, der binder ting sammen, ser bredt og får løsninger tættere på virkeligheden.

Han fremhæver især projekter, der faktisk lander i produktionen:

“De fedeste projekter er dem, vi kan bruge direkte i produktionen. Den bedste følelse er at få bevist, at det virker og få det kørt ud i livet. Da jeg lavede min bachelor, og satte gamle Volvo-dyser sammen med Grundfos-pumperne, og skulle overbevise mine kollegaer om, at det var vejen at gå, fik jeg virkelig følelsen af at jeg var det rette sted.”

Det siger også noget vigtigt om virksomheden. I Grundfos er der plads til idéer, men også vilje til at prøve dem af. Frederik oplever, at arbejdskulturen gør en reel forskel.

Innovation er ikke en tilfældighed. Det er en struktureret proces, hvor idéer testes, kvalificeres og udvikles i et miljø, der opfordrer til at tænke nyt. Vi har en hele database med gode ideer, der hele tiden bliver brygget på, og miljøet herude kalder på at du tænker kritisk og arbejder eksplorativt.”

Han peger også på udviklingsmulighederne som en stor styrke. Grundfos har ifølge ham mange veje videre, både fagligt og menneskeligt. Det gælder efteruddannelse, nye roller og muligheden for at bevæge sig i forskellige retninger i virksomheden. Og arbejdslivet stopper ikke ved skrivebordet. Kollegerne mødes også om sport og sociale arrangementer som en del af Grundfos’ initiativer til at skabe et godt arbejdsmiljø ved hovedkvarteret i Bjerringbro i Midtjylland.

Råd til kommende maskinmestre

For Frederik er udviklingsrejsen kun lige startet og han ser tydeligt for sig, at Grundfos kan danne ramme om hans næste mange karriereskridt. På sigt trækker ledelse også I ham – ikke for titlens skyld, men fordi han er optaget af at koble teknisk forståelse med ansvar for mennesker.

Jeg vil gerne være mere i Grundfos,” siger han.

Hans historie er i sig selv et klokkeklart råd i sig selv til unge, der overvejer maskinmesteruddannelsen: Du behøver ikke gå ad én bestemt vej. Du kan komme fra EUX, fra en erhvervsuddannelse, fra gymnasiet eller med erhvervserfaring. Det afgørende er din lyst til at arbejde med teknik og din vilje til at få ting til at fungere. For Frederik blev dét spring den rigtige beslutning. Og i dag står han et sted, hvor han både kan se stor mening med arbejdet og så sandelig også resultatet af det.

Mød flere maskinmestre

Maskinmestre arbejder mange forskellige steder. Her kan du møde nogle af dem og blive inspireret til din karriere.